#2 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Ellinor lå hos mig på sengen, og Manden tog nogle billeder.
”Tag et billede UDEN bryst,” kommanderede jeg, og det gjorde han.
Jeg ville have, at vi kunne vise hele verden de billeder af vores lille barn, der lå der, helt fin og ny.
Alt var stadig kærlighed og lykke.
Også selvom jordemoderen sad mellem mine ben, og jeg bare havde lyst til at vende mig om på siden, så Ellinor bedre kunne få fat i brystet.
Og så: Jeg husker det som om, at alting skete på én gang, og rækkefølgen er uklar, kun ved jeg, det gik hulens stærkt, og at det må have været nogenlunde sådan her: Jeg blødte. På den virkeligt mærkbare, klumpede, shit-det-kommer-meget-blod-agtige måde. Jordemoderen blev bange. Jeg kan ikke huske, hvad hun sagde, men der var en ny tone i hendes stemme, og hun snakkede om moderkagen, der ikke ville ud.
Der blev trykket og trykket på min mave, arbejdet mellem mine ben. Ubehaget steg og steg. Jordemoderen og den jordemoderstuderende gik i gang med stikpiller og medicin og – lidt senere – også at gøre klar til noget saltvandsdrop. Men først og fremmest kan jeg huske fornemmelsen: Fornemmelsen af blodet, der vælter ud. Dét har jeg prøvet én gang før, ti dage efter Sønnes fødsel, hvor det viste sig, at et lille stykke moderkage var blevet siddende tilbage. Hvor jeg rejste mig op en almindelig træt barselseftermiddag, og det bare væltede og væltede ud ad kroppen. Og hvor jeg til sidst var ved at dø. Min krop kunne huske det. Jordemoderen var bange. Jeg var bange. Men da hun sagde ”Nu er vi på én liter” tænkte jeg noget i retning af: Jamen herregud – jeg har mistet meget mere end dét og overlevet.