#3 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Jeg har svært ved at skrive det her. Selvfølgelig fordi det begynder at blive rigtigt, rigtigt ubehageligt, og fordi ordene ligesom ikke slår til. Men også fordi rækkefølgen er tåget. Blod, smerte, frygt, ubehag på én gang. Manden og fødselshjælper-veninden har gjort deres for at kaste lys over tingene. Jordemoderen har også lovet en debriefing men er taget på sommerferie i stedet – måske bliver det en anelse mere klart, når jeg har snakket med hende. Men for nu er resten af tiden dér på sengen kun brudstykker; brikker i et puslespil jeg ikke har samlet. Det bedste jeg kan gøre, tror jeg, er at remse brikkerne op, langt og rodet:
Jordemoderen gav mig en stikpille, vist noget blod-standsende.
Hun instruerede den studerende i at klemme sammen om min livmoder med alle sine kræfter, to hårde spidse hænder så hårdt ned i min mave, mit bindevæv, at ubehaget er svært at beskrive.
Manden fik Ellinor.
Jordemoderen sagde: Nu må vi ind på Skejby.
Manden spurgte: Med ambulance?
Jordemoderen svarede: Ja, med ambulance.
Alt var hektisk, hektisk omkring mig. Og blod og forvirring og frygt. Stikpiller og venflon.
Jordemoderen sagde, at det eneste, hun kunne gøre nu, var at stikke en hånd op i mig og forsøge at få moderkagen ud – men hun ville ikke gøre det, for det var meget væmmeligt.
Manden og jordemoderen diskuterede, om Ellinor kunne komme med i ambulancen.
Jordemoderen vidste det ikke, måske kunne hun, og jeg blev positivt overrasket: Inden fødslen havde jeg hørt, at babyer ikke var tilladt ved en overflytning. Tænk hvis hun alligevel kunne komme med! Manden forsvandt med Ellinor, sådan husker jeg det. Hvornår i alt det her kaos, at det skete, ved jeg ikke. Men de forsvandt.
Jordemoderen blev mere kommanderende og beordrede alting, lagener, underlag, samlet sammen (så blodtabet siden kunne anslås).
Jordemoderen ombestemte sig i forhold til det med selv at hive moderkagen ud og sagde: Nu er jeg hård ved dig. Det var hun. Og aktionen lykkedes ikke. Moderkagen gik midt over. (Jeg så jordemoderen kort på opvågningen på Skejby senere. Det var, fortalte hun, da moderkagen gik over, at hun for alvor tænkte shit).
Og ja, det var ubehageligt, da hun forsøgte at få den ud, men den samlede smerte og væmmelighed var stadig én stor grød, hvor jeg dårligt kan skille de enkelte elementer ad. Jeg husker intet særskilt ubehag ved netop dén manøvre.
Alt var hektisk, højlydt, kommanderende, jeg fik det dårligere og dårligere, tiden gik.
Uden for kom ambulancen, kunne jeg forstå, og jordemoderen begyndte at råbe: DE SKAL KOMME NU, DE SKAL KOMME NU! Hun brølede efter bunken af blodige underlag, der skulle med. Nogen havde ryddet den op. Jeg syntes, hun lød panisk. Og hun sagde to liter, vi er på to liter nu, men dét er en af de brikker, fødselshjælperen siden har leveret. Den melding husker jeg ikke selv.