søndag den 10. juli 2016

#3 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Jeg har svært ved at skrive det her. Selvfølgelig fordi det begynder at blive rigtigt, rigtigt ubehageligt, og fordi ordene ligesom ikke slår til. Men også fordi rækkefølgen er tåget. Blod, smerte, frygt, ubehag på én gang. Manden og fødselshjælper-veninden har gjort deres for at kaste lys over tingene. Jordemoderen har også lovet en debriefing men er taget på sommerferie i stedet – måske bliver det en anelse mere klart, når jeg har snakket med hende. Men for nu er resten af tiden dér på sengen kun brudstykker; brikker i et puslespil jeg ikke har samlet. Det bedste jeg kan gøre, tror jeg, er at remse brikkerne op, langt og rodet:
Jordemoderen gav mig en stikpille, vist noget blod-standsende.
Hun instruerede den studerende i at klemme sammen om min livmoder med alle sine kræfter, to hårde spidse hænder så hårdt ned i min mave, mit bindevæv, at ubehaget er svært at beskrive.
Manden fik Ellinor.
Jordemoderen sagde: Nu må vi ind på Skejby.
Manden spurgte: Med ambulance?
Jordemoderen svarede: Ja, med ambulance.
Alt var hektisk, hektisk omkring mig. Og blod og forvirring og frygt. Stikpiller og venflon.
Jordemoderen sagde, at det eneste, hun kunne gøre nu, var at stikke en hånd op i mig og forsøge at få moderkagen ud – men hun ville ikke gøre det, for det var meget væmmeligt.
Manden og jordemoderen diskuterede, om Ellinor kunne komme med i ambulancen.
Jordemoderen vidste det ikke, måske kunne hun, og jeg blev positivt overrasket: Inden fødslen havde jeg hørt, at babyer ikke var tilladt ved en overflytning. Tænk hvis hun alligevel kunne komme med! Manden forsvandt med Ellinor, sådan husker jeg det. Hvornår i alt det her kaos, at det skete, ved jeg ikke. Men de forsvandt.
Jordemoderen blev mere kommanderende og beordrede alting, lagener, underlag, samlet sammen (så blodtabet siden kunne anslås).
Jordemoderen ombestemte sig i forhold til det med selv at hive moderkagen ud og sagde: Nu er jeg hård ved dig. Det var hun. Og aktionen lykkedes ikke. Moderkagen gik midt over. (Jeg så jordemoderen kort på opvågningen på Skejby senere. Det var, fortalte hun, da moderkagen gik over, at hun for alvor tænkte shit).
Og ja, det var ubehageligt, da hun forsøgte at få den ud, men den samlede smerte og væmmelighed var stadig én stor grød, hvor jeg dårligt kan skille de enkelte elementer ad. Jeg husker intet særskilt ubehag ved netop dén manøvre.
Alt var hektisk, højlydt, kommanderende, jeg fik det dårligere og dårligere, tiden gik.
Uden for kom ambulancen, kunne jeg forstå, og jordemoderen begyndte at råbe: DE SKAL KOMME NU, DE SKAL KOMME NU! Hun brølede efter bunken af blodige underlag, der skulle med. Nogen havde ryddet den op. Jeg syntes, hun lød panisk. Og hun sagde to liter, vi er på to liter nu, men dét er en af de brikker, fødselshjælperen siden har leveret. Den melding husker jeg ikke selv.

8 kommentarer:

  1. Det er enhver hjemmefødendes mareridt - eller et af dem, du har gennemlevet... Lyder vanvittigt modbydeligt. Stakkels dig :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis jeg på nogen måde havde kunnet forestille mig sådan et forløb før fødslen, havde jeg aldrig turdet føde hjemme. Aldrig nogensinde.

      Slet
  2. Får det nærmest fysisk dårligt. For helvede, hvor lyder det frygteligt! *aer mange gange på hovedet*

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak (for ae-ning, ikke for fysisk dårligdom, det var ikke meningen). Men ja. Det var hæsligt, hæsligt. Er ikke (længere) den store fortaler for hjemmefødsler, selvom jeg ikke ved, hvor stor eller lille risikoen for moderkageballade er.

      Slet
  3. Tak fordi du skriver og deler - jeg gyser og får ondt i empati-maven af at læse din efterfødsels-beretning, men læser den meget gerne, for på den måde at bære et lille mikro stykke af den for dig. Hænger det sådan sammen, vil den nemlig blive lettere for dig selv at bære, jo flere gange du skriver og fortæller andre om forløbet. Og husk ALTID at fortælle slutningen med: Du døde ikke, ingen døde. I har det begge godt og I klarede det. Det er facts! Rigtig god sommer fra en trofast læser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og tak fordi du lytter, læser og hjælper med at bære :-) Det hjælper at snakke og skrive og snakke lidt mere (og det er begrænset, hvor meget tid der er til samtaler i det virkelige liv med tre friske børn på sommerferie). Slutningen kommer vi til - og den giver vist også sig selv. Heldigvis. Ind i mellem har jeg det da også sådan: Wauw, vi klarede den, halleluja og taknemmelighed! En større del af tiden har jeg det bare sådan her: Fuck og død og mareridt, og jeg blev snydt for den første allerfineste tid med min baby. Forhåbentlig overtager det første perspektiv med tiden.

      Slet
  4. Puha. Det lyder frygteligt. Virkelig hård læsning - i sær når man selv er 39+1, og faktisk også have en dum moderkage der ikke ville ud til den sidste fødsel :-(
    Jeg skal dog ikke føde hjemme, men på hospitalet, hvilket jeg finder tryghed ved.. Pyha.. Godt du fortæller din historie.. Det skal nogle gange gøres igen og igen og igen, så du kan få din historie på plads. Mange varme tanker og hilsner.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er godt, du skal føde på hospitalet! Så behøver det hverken at blive dramatisk eller traumatisk, selv hvis moderkagen skulle drille igen. Noget af det, jeg har lært EFTER min hjemmefødsel er, at problemer én gang øger risikoen for problemer en anden gang - fordi der er noget arvæv, som moderkagen gerne vil hænge fast i. Det ville jeg virkeligt gerne have vidst, før jeg planlagde at føde hjemme! Jeg håber, at du får en helt fantastisk, vidunderlig hospitalsfødsel :-)

      Slet