#5 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme. 

Uden for løb Manden rundt med Ellinor og råbte. Bofællerne var begyndt at dukke op for at se, hvad der foregik. Bag rattet i ambulancen sad én forstenet redder, den anden begyndte – vist nok – at kommandere med bofællerne.
Alt det her vidste jeg selvfølgelig ikke, jeg lå inden for på sengen og blødte og fik det dårligere og dårligere. Men det her fangede jeg dog: På et tidspunkt kom den ene, ikke-paniske redder ind sammen med én af de mandlige bofællerne og en båre. Hvor Manden og Ellinor var ved jeg ikke, men de må have været lige i nærheden, for Manden kan huske det. Og det må være cirka heromkring, at redderen fik sagt klart nej til, at Manden og Ellinor skulle med ambulancen.
Jeg husker svagt jordemoderens undren over, at der ikke var kommet en lægeambulance - eller måske er det en puslebrik, jeg har fyldt ind i mine erindringer siden hen.
Redderen kiggede på mig og sagde: ”Jeg kan godt se, du har mistet meget blod – du er helt bleg, og du sveder.”
Den udmelding gjorde mig underligt tryg, i hvert fald kortvarigt: Han troede på mig! Han kunne se, det var alvorligt! Han tilskrev ikke bare min ansigtskulør angst! (Og her skal vi selvfølgelig tilbage til beretning om Sønne - hvor det var lægens mistro, der var ved at tage livet af mig - for at forstå, hvorfor jeg kunne blive overrasket over dét, når jeg nu vitterligt lå i flere liter blod).
 Mit andet klare erindringsglimt er at kigge op på den mandlige bofælle og tænke, hvor mærkeligt det måtte være for ham: at se mig ligge dér, nøgen og blodig. Redderen instruerede ham i at flytte min overkrop over på båren, og de fik halet mig derover.
Efterfølgende har jeg fundet ud af, at min fødselshjælper-veninde løftede mit hoved, men det husker jeg ikke. Til gengæld husker jeg at bede om et tæppe: ”Dæk mig til, dæk mig til!” Jeg fik et lagen kylet halvvejs over kroppen, og af sted det gik.
Senere har Manden fortalt, at han blev lettet over min bøn – hvis jeg kunne mærke blufærdighed, var jeg måske ikke helt så tæt på at dø, som han ellers troede. Redderen fik sammen med alle de improviserede hjælpere bøvlet båren ned af vores ganske få trappetrin og uden for. Som sagt har jeg fundet ud af, at det halve bofællesskab stod derude, men jeg husker det ikke. Jeg har formentlig lukket øjnene.
Bedst husker jeg fornemmelsen i kroppen: Båren der skrumpler af sted over rallet ud til ambulancen på parkeringspladsen. Overraskelsen over, at den ikke holder lige uden for døren – ambulancen – når jeg nu tidligere havde fanget, at de gjorde plads til den. På vejen så jeg Manden – dér har mine øjne alligevel været åbne, så. Han har nok holdt Ellinor i armene, men det husker jeg ikke. Han sagde noget, sikkert noget med, at vi sås på hospitalet, det er tåget. Til gengæld står det helt klart, at han ikke græd. Det tolkede jeg som om, at jeg måske ikke var ved at dø – endnu en beroligelse midt i alt det hæslige.
Så bumplede vi videre, vist nok med den jordemoderstuderendes spidse hænder i et fast greb om min livmoder, og op og ind i ambulancen.