Da Sønne var på Ellinors alder, var vi lige kommet til Shanghai. Vinter-shanghai. Til en utæt lejlighed på 24. etage, hvor vinden fik de tunge gardiner til at blafre (selv med lukkede vinduer), og en hel del af møblerne var formet som svaner. Dér boede vi i tre måneder, midt i et lige lovligt lokalt kvarter med levende dyr på mad-markedet, prostituerede i udstillingsvinduerne (!) og metervis af vasketøj på bambuspinde over det hele.
Jeg blev - som jeg tilsyneladende har for vane - lettere vanvittig. I Danmark var vi flyttet stort set lige midt i fødslen, som jo (også) endte i noget blodtab, og så huhej pakke-lejlighed-ud og huhej fremleje-lejlighed og huhej sygdom i Mandens nærmeste familie. Og SÅ altså af sted til Crazy Kina i tre måneder - en obligatorisk del af Mandens uddannelse og den lige vej til eksotisk ensomhed og kulturchok for mit vedkommende. Også selvom jeg fandt det meget passende, at Sønne havde stjernestatus på linje med Michael Learns to Rock (eller hvem der nu er store i Asien). Det var lige før, trafikken stoppede, når vi bevægede os ud på gaden og der var ingen ende på begejstringen over hans blå øjne og hvide hud (og ingen ende på fordømmelsen over, at jeg sjældent iklædte ham fire til seks lag fleece, som var de lokale babyers obligatoriske outfits).
Når jeg prøvede at bestille ris på restauranterne, kom de med øl. Når jeg prøvede at få Sønne til at sove, blev han vækket af sine fans, uendelige horder af højlydte kinesiske fans. Og jeg havde en kinesisklærer der foreslog, at mit Kina-navn skulle være Panda-bamse-bjørn. Vandhane-vandet gav os udslæt, og det lokale gadekøkken gav Manden en infektion, han var ved at krepere af. Åhja. Ak ja.
Der er ikke nogen pointe. Udover denne: Beder er det modsatte af Shanghai. Luften er ren, husene lave, og der er en hel del, der er grønt. Vandet er så rent, at det kan drikkes. Alle forstår, hvad jeg siger. Her sker ikke noget som helst. Jeg er meget, meget glad for at være i Beder i stedet for i Shanghai.
Beder lyder godt; Shanghai lyder... lidt små-voldsomt. Ville jeg muligvis nok selv syntes.
SvarSletChristopher. Det er ham der er nutidens svar på Michael Learns to Rock. Du ved, MEGA-fistel-stemme, og meget, meget populær hos alt af hunkøn under tolv-et-halvt år.
Selvfølgelig! Sønne var sguda baby-svaret på Christopher. De har samme farver og samme lyse stemmer. Tænk jeg ikke så det!
SletBeder lyder bare som det helt rigtige sted at være ;) kh Birgitte
SvarSletJa, tænk engang. Og her er ikke engang skyggen af en cafe...
SletBeder lyder dejlig men selvom Shanghai lød til at være ret stressfuldt, så må det ha' været ret spændende:) Og tak for at minde mig om et band jeg havde glemt, og min mand (som jo er meget musikalsk og engelsk) nu er helt opløst af grin over. Vi måtte jo lige Youtube dem:o)
SvarSletMicheal Learns to Rock fra mig til dig anytime... Jeg kan forestille mig, det må være ekstrasjovt at lytte til, hvis man er ægte native.
SletBeder er bare bedre :-) I hvert fald når man skal have en hverdag til at fungere med både Sønne, Livse og det lille gryn til Ellinor.
SvarSletGod Bedre Beder! Tænk at jeg skulle sige det...
Slet