Men så kan vi da sætte flueben ved den første af efterårets 10.000 sygedage

OK, jeg græd en lille smule af raseri her til morgen, da Sønne hostede og snottede så meget, at det blev klart, at han skulle blive hjemme. Diskret raserigråd, selvfølgeilg, men alligevel.

Jeg skulle jo sove en formiddagslur! Jeg skulle jo sidde og glo ind i væggen efter nogle dage med lidt for meget gang i den! Stakkels mig (og lidt stakkels Sønne også). Og jeg kunne kun alt for godt huske, hvordan det var at være hjemme med Baby-Livse og Lille-Sønne, sidst jeg var på barsel.

Men så viste det sig - helt overraskende - at det er nemmere at være hjemme med en baby og en snart otte-årig end med en baby og en snart tre-årig. Helt utroligt meget nemmere faktisk.

Det er også helt utroligt meget nemmere at hænge ud med to børn end med tre, som jeg plejer.

(Og før alle tobørns-læsere stener mig for min arrogance, fordi to børn for helvede da kan være en stor nok mundfuld - eller værre endnu, stener sig selv, fordi hvordan kan jeg overskue tre, når to er vildt nok - vil jeg bare lige nævne den evige regel: Det er altid MEGET nemmere at have præcis ét barn mindre, end man egentlig har.)

Åhja. Vi overlevede altså og endda med moderat hygge. I morgen satser jeg meget stærkt på at sove en formiddagslur og glo ind i en væg.

Billedteksterne står jo nærmest i kø: Sygere er de heller ikke. Eller hvad med: De passer jo nærmest sig selv. Eller hvad med: Nogle gange er det bare så hyggeligt med en hjemmedag (ok, den sidste giver mig lidt ticks ved venstre øje...)