Efter små ti år i Jylland kom mine københavner-homies endelig forbi. Nogle af dem har været her før, selvfølgelig, men ikke alle og ikke i flok. Gymnasieflokken, mine damer, mine gode venner.
Én lavede røræg med flødehavarti og kaldte mig ved gamle kælenavne.
En anden fodrede mig med kinesiske urter og forsøgte at heale min livmoder ved at trykke (oh så dejligt!) på mine lægge og føder.
En sad i sofaen og græd, så jeg selv fik våde øjne.
En sørgede for at genne mig i seng, da jeg begyndte at se dobbelt og et øjeblik blev ramt af værtindestress og rykkede siden festen ud i den til lejligheden lånte campingvogn, så jeg kunne sove i fred.
En fortalte Sønne historier om sin tykke kat og grinede kærligt af hans gennem-århusianske.
En sørgede for at tjekke, om jeg mon følte mig stødt over den kærlige latter og den stadige strøm af Århus-vittigheder (det blev jeg ikke).
Og nu er de kørt hjem igen, og jeg er mildt overstimuleret og meget taknemmelig: Det er som om, mine to verdener er rykket tættere på hinanden. Københavnerverdenen og jydeverdenen. Jeg er mindre splittet og mere... hel.
Iggå.
Ikk'.
Men det kan selvfølgelig også skyldes urterne og healingen (og hvidvinen og de økologiske snacks og den evige kærligt-fordrukne psykoanalyse af vores barndomme).
Jeg kan virkeligt god lide mine københavner-homies, også selvom de kun kommer til Jylland i flok cirka hvert tiende år.
Det lyder fantastisk at være mildt overstimuleret, når det er på den gode måde! Og ikke den der måde, hvor man opfører sig som et børnehavebarn, der fræser væggene. Sådan er jeg som regel. It ain't pretty.
SvarSletOmsorg og fodmassage på sådan en højhellig torsdag burde være et must. Jeg tænker nogen skulle blive folkevalgt på sådan et løfte.
Har dine buddies også fået lidt styr på sofaen? Og er han okay igen, ham Sønne?
Jeg er så meget et børnehavebarn... Men det var det værd! Og jotak, Sønne fik det godt igen, og jeg fik kigget på væg.
SletEj, hvor super skønt :-) De homies lyder som den skønneste blanding af alt det bedste.
SvarSletJa, iggå? Fine, fine venner.
SletLyder så skønt:) jeg savner når London meget til tider. Overbeviser mig selv om, at I da sagtens kunne også der selvom jeg er handikappet og sådan. At det da sagtens kunne gå.... Der bor jo andre handicappede mennesker der. Elsker når vi lige er der som i sommer. Elsker når vi lige husker og mindes men, fornuften fortæller hverdag vi ikke kan. Jeg så nøjes med at drømme. Altså, hvor det bare lød så skønt med besøg af dine homies:) hvordan har din livmoder det nu? Hjalp healingen dig?
SvarSletMåske er der en mellemvej mellem fornuft-fornuft og drømme?! Nogle lange ture, et eller andet? Jeg gad også godt have mine venner tæt på hele tiden, men lidt er simpelthen så meget bedre end ingenting.
SletOg livmoderen... den har klart stadig brug for healing. Men mine fødder og lægge har det bedre end nogensinde. Jeg tror, min krop lissom tog fejl af healingsprojektet på den måde.