Dessertbaby

OK OK, vi er trætte og sundhedsplejerske-ramte og tyndisede og pjevsede og pressede og alt dét. Men neden under det hele er vi glade: Tænk engang at have en baby! At ligge dér, næse mod næse, og indsnuse blandingen af babyness og syrlig mælkelugt, mens hun gurgler og snakker og griner. At kramme hende, til hun falder i søvn, og til hun vågner igen med et smil, man kan mærke i hele kroppen, og alting bliver en boble af kærlighed og nærhed og tis og bøvser og babylykke. Tænk engang! Tænk engang at vi fik lov én gang til. Tænk engang, at vi har prøvet det så mange gange nu, at skyldfølelsen og den evige senmoderne forældretvivl som regel holder sig nogenlunde i baggrunden og lader den store, bløde glæde fylde hele hytten. Det var aldrig givet, at vi skulle have et barn til. Og at det barn skulle blive så fint og særligt og sjovt og helt perfekt. Men det fik vi. Og det er hun. Børnefamiliens dessertbaby, som vi nyder, nyder, nyder.

Sønne nyder det mest, når han ikke bliver hevet i håret.