Økonomiske øretæver. Det senmoderne menneskes nye, spændende ekstremsport. Eller: At ha det som man har det #3

Perspektiv er noget sjovt noget. Man kan prøve at fremmane det kunstigt ved at sige perspektivsætninger til sig selv, der starter med i det mindste, for eksempel:
I det mindste er vi sunde og raske!
I det mindste har vi begge to (en slags) arbejde!

Det virker bare ikke rigtigt, vel, når grundfølelsen nærmere er panik over den pludseligt skrantende økonomi. Så er det ikke perspektiv men... selvhad og bonus-lede. Det har jeg dyrket lidt, som I kan forestille jer. Hvorefter jeg besluttede mig for at gå helt ægte i gungrende panik et par dage og så være konstruktiv og perspektivrende bagefter.

Så jeg gik i panik, ægte gungrende panik med hvæsen og hyperventilering og tårer og stampen i jorden:
Skal Ellinor så tidligere i vuggestue?
Hvordan fanden i helvede kunne det ske?
Skal vi så leje et værelse ud og bo sammen med en eller anden idiot?
Hvordan i alverden er det her lort sket?
Skal jeg så arbejde endnu mere under min barsel og blive endnu mere vanvittig?
Hvordan fuck er det gået så galt?
Og hvordan får vi nogensinde råd til jul?!

Den slags.

Og da jeg så havde hvæset og hyperventileret og grædt og stampet, skete der noget fantastisk:

Perspektivet kom helt af sig selv.

30.000 kroner er så mange penge, at vi virkeligt kan mærke det, iggå, på den dårlige måde. At vi virkeligt bliver rusket i. Men når der bliver rusket hårdt nok, bobler de gode ting sjovt nok op til overfladen. Ikke kun det sure, også det søde. Ikke kun panikken, også perspektivet:
Vi er (nogenlunde) sunde og raske.
Vores børn er pissesøde. Og glade.
Vi bor et dejligt sted med dejlige mennesker.
Det er bare penge, og ikke nogen livstruende sygdom.
Og vi har satme meget at være taknemmelige for.

Så der gik jeg i min træthedshavregrøds-halvdepression og kunne ikke rigtigt mærke det helt store og voldsomme. Så fik vi så mange økonomiske tæsk, at det næsten ikke var til at bære.
Så gik der et par døgn... og så blev vi i meget bedre humør end før?!
Satme skørt.
Prøv selv at gi' 30.000 (eller hvor meget I nu virkeligt ikke har råd til at miste) bort til et moderat dårligt formål - og få det meget bedre. Agtigt.