søndag den 19. juni 2016

Ting folk siger

Omvejslouise har mistet sin far og skriver hårdt og fint om dét. Senest med sin liste over (ikke altid superheldige) ting folk siger til hendes tab. Uden at sammenligne vores situationer i øvrigt har jeg ladet mig inspirere af konceptet.

PÅ DEN ENE SIDE SIGER FOLK...
Det er da godt, at I er på den anden side af det nu, hva'.

Det er da godt, at den lille har det godt.

I det mindste lader hun jer sove lidt om natten, så I kan samle kræfter.

Det er dejligt, det er ovre nu.

Godt vi bor i et velfærdssamfund, hva'!

I det mindste gik selve fødslen godt.

Det må være dejligt at være kommet hjem igen og kunne få lidt ro på.

Nå, der har vi så den lille dame, det prøvede at slå sin mor ihjel!

PÅ DEN ANDEN SIDE SIGER (EN ANDEN SLAGS) FOLK...
Jeg kan fandme godt forstå, du har det dårligt.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være.

Jeg vil gerne sponsorere noget praktisk hjælp i huset, hvis det er. Eller en psykolog.

Min kusine har speciale i fødselstraumer. Jeg har tjekket - du må gerne ringe til hende.

Hvor ville jeg ønske, jeg kunne efterlade min syge mand/mine mange børn/mine skøre livsomstændigheder og bare komme til Jylland og kramme dig.

Jeg har sendt noget Peter Beier-chokolade. Det synes jeg, du fortjener.

Jeg sms'er bare lige for at sige, jeg tænker på dig. Du behøver ikke svare!

Og her er et billede af Ellinor... for det ER godt, at hun har det godt. Hun er et vidunderligt, møffende, smilede, storspisende mirakel. Det er bare ikke dét, I behøver at minde mig om, når jeg forsøger at fortælle, hvor goddamn traumatiseret, jeg selv er...

5 kommentarer:

  1. Nogen gange skal folk holde kæft. Kan slet ikke forestille mig hvor hårdt efterspillet har været. Godt nogen sender dig chokolade og siger de rigtige ting.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal folk virkeligt. Altså holde kæft. De må gerne være akavede og fumlende og ikke vide, hvad de skal sige. Men de skal sgutte silverline det væmmeligste, jeg nogensinde har været ude for.

      Slet