(Gravid) kvinde ved 1000 grader

Jeg er kommet forbi det depressive, ængstelige sted og hen til det rasende sted.
Det er opslidende, men bedre.

Hvad jeg er rasende over, spørger I?
Det korte svar er: Alt.

Alt vil blandt andet sige heden, Sønnes ondt-i-ørerne, naboen der hamrer (på et fælles projekt. Han er en helt. Det er pisseirriterende), aftensmad der står på bordet milisekunder senere end aftalt, folk der ikke kan læse mine tanker, bh'er der ikke længere passer, sølvfisk på køkkenbordet, rod i klædeskabet, Sønnes Lego Technic (fuck det er svært), københavnere der bor for langt væk, mælkebøtterne der vokser op mellem fliserne, væsken i mine fødder, stort set alle politikere og stort set alle netavis-journalister.

(Til gengæld er jeg faktisk ikke rasende over kaffen og haven og Skønlitteratur på P1 eller over vores nye badeværelsesgulv og de medfølende blikke fra andre damer i heden.)

Så vidt jeg husker, tacklede jeg min sidste graviditet med væsentligt større ynde og overskud, men sådan husker jeg forhåbentlig også dét her fem år ude i fremtiden...

Og så vidt jeg husker havde jeg færre børn dengang. Og Manden havde mindre travlt.
Men igen: Om fem år ser mit liv lige nu top-rosenrødt ud i et blødt og konstruktivt nostalgisk skær. Og jeg vil tænke tilbage på varmen, dødsvarmen fra helvede, med længsel og glæde og et mildt smil på læberne og ingenlunde huske, hvordan den holdt mig vågen natten lang og forvandlede min hjerne til grød og min person til en form for monster.

Og nej-nej, det er ikke fordi, at jeg ikke også angribes af den højgravides intense og tårevædede rørthed - over, igen, alt - raseriet er bare lidt længere og tungere i det.

Jeg er i uge 39+2 og har aftalt med Lille E i maven, at vi afslutter det her show på lørdag. Det bliver godt. Og jeg bliver rasende, hvis aftalen viser sig ikke at holde. Eller hvis jeg ikke får sovet en hel del inden.