Fødekar, markudsigt og rimeligt meget tvivl. En fødselsberetning.

Det er ikke helt nemt for mig at skrive en fødselsberetning, for det er det hæslige efterspil, der fylder i kroppen og hovedet… Men det var en god og fin hjemmefødsel, og nu prøver jeg alligevel. Det bliver langt, meget, meget langt, og der kommer en smule (godartet) splat. Så er I advaret. Og efterspils-beretningen får I en anden dag.

Efter en bøvlet graviditet havde jeg i uge 39 et par dage med fornyet energi og den klassiske uimodståelige trang til – pludselig og rimeligt out-of-character – at gøre rent og pudse vinduer og luge og den slags. Om tirsdagen begyndte ældre, kloge koner at kigge på mig og sige, at jeg snart ville føde. Selv var jeg dog helt overbevist om, at det ville ske på selve terminen, om lørdagen. Jeg kunne ligesom fornemme det, iggå… Men det eneste, man kan stole på ift. min intuition om fødsler, køn og graviditeter er, at den altid er forkert på den. Og onsdag morgen klokken fire blev jeg da også vækket af en plukkeve og en kraftig, brændende smerte i ryggen. Og lidt efter én til. Jeg stod op og bøvlede lidt rundt, spiste en banan, drak noget vand og skældte mig selv ud over, at jeg havde luget og pudset så meget de sidste dage. For det var vel derfor, at plukkeveerne gjorde så helvedes ondt i ryggen? Tanken om, at det kunne være Ægte Veer faldt mig selvfølgelig ind, men jeg tog dem ikke seriøst. Det starter ikke så voldsomt, tænkte jeg, og jeg kunne heller ikke helt genkende den brændende fornemmelse.

Ved femtiden skrev jeg en seddel til Manden og lagde foran soveværelsesdøren: Please lad mig sove her til morgen, jeg har været en del oppe i nat. Og lagde mig så på gæsteværelset med noget meditation i ørerne for at se, om jeg dog ikke kunne falde lidt til ro. Klokken halvseks fjernede jeg sedlen igen. Jeg havde brug for hjælp og opmærksomhed, ikke at ligge alene bag en lukket dør… Det gik mere og mere op for mig, at noget måtte være under opsejling, men det kraftige parallel-tankespor i mit hoved blev ved med at skælde ud: Skiftevis over lugningen (der måtte have forårsaget den meget kraftige smerte i ryggen, jo) og skiftevis over, at jeg havde overraskende svært ved at håndtere smerten. Efter en alletiders andengangs-fødsel så jeg på mig selv som lidt af en super-føder og tænkte nok, at jeg tredje gang ville være den rene ninja. Hvorfor gjorde det så så ondt? Pauser var der masser af, og de var lange og helt fredelige, men veernes styrke var for vild, og jeg kunne ikke håndtere dem liggende. Det gik bedre stående, men så snart jeg kom ud af sengen, kom de i stimer, og jeg kom igen til at skælde mig selv ud over, at jeg ikke var bedre til at smertehåndtere – selvom jeg faktisk gispede mig helt fint og overskudsagtigt igennem de fleste veer smertefri-fødsel-style og havde åndsnærværelse nok til at snakke mig selv igennem dem: You-can-do-it-you-can-do-it-to-minutter-to-minutter-to-minutter…

Manden blev vækket af min rumsteren ved seks-tiden og fandt mig gispende under den varme bruser – og anede nok, hvad klokken havde slået. Han masserede min lænd lidt, og fik ellers børnene op, affodret og afleveret. Jeg var en anelse fornærmet over, at han sådan efterlod mig på mit smertens leje – nu igen i sengen på gæsteværelset – men dels overdøvede parallelsportet ”jeg er ikke i fødsel” eventuelle argumenter for, at han skulle blive hjemme, dels faldt jeg ganske kort efter i søvn til lyden af noget bølgebrus, jeg havde fundet på youtube… Så længe jeg bare lå ned, havde jeg 10-15 minutter mellem veerne og kunne snildt falde i søvn, hvilket blot bestyrkede min mistanke om, at det var plukkeveer-møder-luge-smerter og ikke ægte udvidelsesveer. Manden tog (efter min ordre) juice, rundstykker og ost med hjem efter at have afleveret, men da han kom tilbage ved halvni-tiden, var vi forbi dét punkt, hvor jeg havde lyst til rigtig mad, og jeg sukkede kun efter sodavandsis. Selvom jeg stadig var lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, der foregik (og hvorfor jeg var helt førstegangsføder-forbløffet over smertegraden), kom min smertehåndtering op og køre, og jeg gispede dygtigt og fokuserede på et punkt på væggen og fik i det hele taget lidt mere styr på tingene. Vist nok efter at have ringet til jordemoderen – vist nok ved ti-tiden – fyldte Manden fødekarret, men jeg havde svært ved at holde ud at være i det. Først og fremmest havde jeg det som om, jeg hele tiden skulle på toilettet – og jeg var pænt angst for pøller i karret… Jeg tænkte, at det nok var nu, jeg burde bruge klyx, men veerne var for mange. Jeg kunne ikke engang holde ud at sætte mig ned på toilettet og lavede i stedet en hele del flotte stående tisse-danse henover toiletkummen, som jeg er meget taknemmelig for, at der ikke var tilskuere til.

Ved 11-tiden (tror jeg nok) kom jordemoderen og en jordemoderstuderende og gav sig storsnakkende til at pakke deres sager ud på spisebordet. Jeg var heldigvis i rummet ved siden af, gæsteværelset, men blev irriteret over ikke at blive undersøgt først. Hvad nu, hvis jeg slet ikke var rigtigt i fødsel?! Så skulle de jo pakke det hele sammen igen. Og nu hvor jeg lå i sengen, var der atter meget længe mellem veerne, rask væk ti minutter, så jeg var seriøst i tvivl om, hvad jeg kunne forvente. Jeg lå og forhandlede med mig selv: ”Hvis bare jeg er tre centimeter åben, så kan jeg overskue det. Hvis det er mindre, og jeg allerede har oplevet så store smerter, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Bare tre centimeter!”

Endelig kom jordemoderen, og hun havde ingenlunde travlt. Jeg delte – igen-igen-igen – min tvivl om, hvor vi mon var i processen og fortalte om min toilet-trang, som hun smilende fortolkede som barnets hoved, der pressede det rigtige sted… Og endelig-endelig undersøgte hun mig så. Dommen var 8-9 centimeter, og dét gav fornyet tro på projektet! Så var det jo klart, at veerne havde gjort ondt! Og så var det jo bare en ren velsignelse, at der var så lange pauser i mellem, hvor jeg var fresh og klar i hovedet. Jordemoderens vurdering var, at det var for sent til klyx, og at jeg hellere måtte komme i karret, hvis det var der, jeg ville føde. Op i karret med mig, mens jordemoderen snakkede om, at nu gik vandet nok om en ve eller to, og vupti ville jeg føde… Jeg håbede, hun havde ret, men vidste godt, at min krop producerer nogle seriøst seje hindeblærer, der ikke bare sådan brister ved det første og den bedste ve. Og ganske rigtigt – jeg sad i badet længe og nød effekten af det varme vand og havde endelig seriøs optur over at kunne håndtere smerten. Men vandet lod vente på sig.

I mellemtiden var min veninde og fødselshjælper (aka Handlingens kvinde aka Dyrlægen) dukket op og sørgede for at holde temperaturen i karret nogenlunde konstant – og jeg havde fint overskud til at hilse og smile og prale med de 8-9 centimeter. Jeg havde også overskud til at diskutere hente-børnepasnings-logistik med Manden og rumme, at han ringede til et halvt dusin bedsteforældre for at få det hele arrangeret. Efterhånden kom hovedet længere og længere ned i bækkenet – jeg kunne genkende følelsen – og jeg gjorde mit bedste for at give slip-slip-slip, også selvom det spændte mellem veerne. Det gik ganske glimrende, ikke mindst på grund af det varme vand, og at jeg ikke længere behøvede at deale med min egen tvivl om, hvorvidt jeg var i fødsel eller bare pjevset. Jeg havde en del samtaler med Ellinor undervejs: ”Kom nu ned, lille skat, kom nu, kom nu, vi kan godt.” Og Manden havde fat i min arm, hvilket var rart – ved de andre fødsler har jeg ikke kunnet rumme nogen former for kropskontakt. I det hele taget havde jeg fine pauser og overraskende overskud på det her tidspunkt – især sammenlignet med de andre fødsler, hvor de sidste timer har været ren ve-storm og smerte-craziness. Det eneste, jeg faktisk havde svært ved at rumme, var jordemoderens og den studerendes konstante knevren, især den studerende syntes at have købt en billet til første række til et spændende show og sad og kiggede og heppede, selvom jeg havde ønsket det modsatte – altså fred og ro og så lidt indblanden som muligt. Jeg kunne ikke finde ud af at smide hende ud af rummet, men da de endelig fik læst min ønskeliste til fødslen – som især handlede om tid og ro med Manden – knævrede de primært inde i stuen og mindre ved karret.

Da vandet klokken (vist nok…) cirka 13 stadig ikke var gået, bad jordemoderen mig presse på toppen af veerne for selv at få det til at gå. Det gjorde jeg så efter bedste beskub – siddende på knæ med overkroppen hvilende på karrets kant og Mandens arm på min – og efter en (vist nok…) cirka ti veer lykkedes det endelig: vandet gik. Og så gik det stærkt! Første presseve kom næsten med det samme og gjorde så forbandet ondt, at jeg for første gang skreg og råbte på hjælp. Jordemoderen sad på det tidspunkt bag mig, og uden hendes guidning og øjenkontakt gik jeg et kort øjeblik i panik. Jeg fik beordret hende til at guide mig – og den studerende til at holde kæft (”det er KUN voksenjordemoderen der snakker nu!!”), og så snart hun mindede mig om at puste, gik det bedre.

Jeg husker det som om, at Ellinor var ude i fire nasty men håndterbare veer, og både jordemoderen og den studerende hjalp med at få skubbet hende frem mellem mine ben, så jeg selv kunne tage hende op. Helt perfekt og fin og færdig var hun! Hun trak vejret med det samme, snøflede bare lidt og skulle gnubbes på ryggen, før hun gav et skrig, der gjorde jordemoderen tilfreds. Jeg lænede ryggen op af karret, kyssede min glade, grædende Mand, hilste igen på verdens dejligste lille pige, og smilede til Dyrlægen, der stod i døren, lutter smil, og noterede tidspunktet for fødslen: 13.46. Og et kort øjeblik var alting helt, helt perfekt og rigtigt.