Noget institutions-selvsving og rundhåndede forstadsfornærmelser

Selvom jeg ikke er meget for det, så skal BetteLiv - aka den lille Machu Picchu-indianer - før eller siden i vuggestue. I Beder. Og Beder er, modsat hvad man måske skulle tro, propfyldt med daginstitutioner, så vi måtte jo ud og snuse og tjekke og snakke for at finde det bedste... Afsted afsted. Med bus, i regn og med maven fyldt med forstads- og landzonefordomme, jeg slet ikke tør skrive her.

Og hvad kom vi ud til? Børn der allesammen hed Karla My og Elise Marie og Kalle og Anton og hvad de bybørn, vi kender, også render rundt og hedder. Nul-sukker-politik. Og pædagoger der kunne noget og ville noget, og som havde tid til snakke med os på institutionernes helt utroligt mange kvadratmeter og store, grønne legepladser.

Vi er med andre ord ude i noget velkendt by-stemning og noget håb om at genfinde fragmenter af den speltghetto, vi selv tilhører, derude på markerne - i lækker kombi med plads og frisk luft og den slags, som skulle være så sundt. OK. En af de tre insitutioner, vi så, var ringe. Men de andre to var, ja, så fantastiske som man nu kan være med normeringen og ressourcerne og alt det der, som vi ikke behøver diskutere nu, hvor vi lige er så glade.

Altså, jeg har jo ikke lyst at sende Bette i vuggestue, før hun... skal i børnehave. Eller konfirmeres. Og jeg er noget angst ved det der flytten fra midtbyen og sårn. Men når det nu skal være, så er jeg saftsusemig glad for, at hun skal gå et sted, hvor halvdelen af ungerne hedder Karla. Ikke for Livs skyld, forstås, men for min. Det øger lissom sandsynligheden for, at deres forældre kan forstå min kaffebar-længsler og ae mig på håret i stedet for at, æh, invitere mig ud og ridde en tur eller fodre grise eller hvad man nu normalt foretager sig på landet... Der var sågar en mor på en nihola-cykel. Meget, meget trygt.

(Undskyld landfolk. Undskyld forstadsfolk. Jeg vil virkeligt gerne være jeres ven. Jeg skal nok bare lige have lidt hjælp. Hvis det er en slags formildende omstændighed, kan jeg fortælle, at jeg er opvokset op på Amager, som dels er fyldt med sten og rimeligt blottet for dyr (undtagen rotter), og som dels plejer at udløse en sand kaskade af fordomme fra jyderne på min vej...)

(I øvrigt har jeg en fornemmelse af, at det her indlæg er blevet rimeligt sært. Men jeg HAR jo sagt, at jeg pt. er bedst til at sidde i sofae og pille ved savsmuldstapetet. Iggå.)