Det er morgen.
Alt er idyl og nuttet-uglet børnemorgenhår, lige indtil BetteLiv aka det pludselige trodsaldermonster ikke kan få sin madpakke møflet ned i den håndtaske, hun har fundet frem til lejligheden. Hun er på én gang rasende og dybt ulykkelig. Og vil under ingen-ingen-ingen omstændigheder hjælpes.
Så jeg skiftesvis lokker og truer og taler med blød og bestemt stemme. Vi skal ud af døren, iggå. Barnet. Vil. Ikke. Hjælpes. Men jeg synes selv, jeg klarer det temmeligt godt, alt taget i betragtning. Jeg skælder ikke ud, jeg bestikker ikke med vingummibamser, jeg giver ikke op.
Men intet nytter. Den bette er højrød i hovedet og sprutter og skriger, mens hun tramper huset rundt i de alt for små uldstrømper, hun har iført sig kort forinden.
Så lyder det med blid stemme fra Sønnes værelse:
"Mor? Mo-or?"
Jeg iler til, forundret over denne blidhed midt i kaos.
"Skal vi ikke ringe efter far?" spørger han så og kigger alvorligt på mig med sine temmeligt store blå øjne.
Livse skriger. Sønne kigger. Jeg siger ingenting.
Så tager jeg mig sammen:
"Hvorfor vil du ringe efter far?"
"Så han kan ordne det med Livse," svarer han, stadig alvorligt.
Jeg kan næsten mærke det fysisk, men det bliver værre endnu. For jeg spørger:
"Men... hvorfor tror du, at far bedre kan ordne det end mig?!"
Og han svarer:
"Med mor er der bøvl. Med far er der ikke noget bøvl."
Hej mavepuster. Hej blide mor-smil, der camouflerer trangen til bare at gå ind og lave kaffe og holde sig for ørerne og lade dem klare madpakkerne selv - og frygten for, at Sønne har ret. Tænk, hvis han har ret!
"Jeg skal nok ordne det," forsikrer jeg falsk-smilende og smuglister madpakken delvis ned i håndtasken mens det grådkvalte mindstebarn kigger den anden vej et nanosekund. Så klarer hun selv resten men tror, hun har gjort det selv. Win. Opdragelse by fooling.
Og da Liv ikke vil have hverken gummistøvler eller overtøj på, svinger jeg hende da bare på armen sammen med tre tasker (og en lille håndtaske med en madpakke) og vandrer af sted til bilen.
Der er ikke noget bøvl med mor. Mor klarer ærterne. Mor er stor og stærk og tålmodigheden selv. Fuck.
åhr, mand. De ved bare lige, hvordan de skal ramme verbalt i solar plexus. Og give en følelsen af, at det hele bare er lårt. Men trøst dig med, at Sønne formentlig ville have spurgt far, om de ikke skulle have ringet efter mor, hvis det var ham, der havde stået i madpakke-scenariet.
SvarSletOg hvis ikke, jamen så trøst dig med, at du ER stor og stærk. Og lyder som om, du også er mega-sej!
Tak. Så vidt jeg kan analysere mig frem til, er jeg kun nummer et i Sønnes verden på ét punkt: Når der skal synges vokseværk væk. Ved alle andre problemer mener han, at vi skal ringe til far:
Slet"Kan du godt køre baglæns, mor? Skal vi ikke ringe til far?"
"Kan du huske, hvordan du gør med ratlåsen mor? Skal jeg løbe ind og hente far?!"
"Hvis du skal have den limet, Livse, så må du vente, til far kommer hjem."
Og. Så. Videre.
AV! De kan virkelig sige tingene på en måde, så hjertet slår revner og luften fiser ud af én. Men måske er det med omvendt fortegn, når du ikke er hjemme?
SvarSletHvis ikke, så har du hermed undskyldningen for, at din mand skal tage alle konfliktsituationerne fra nu af, så bøvlemor kan tage en slapper:-)
Jeg tror nu på, at du er topsej og klarer ærterne på en langt fra bøvlet måde!
Kram L
Tak. Altså heldigvis-agtigt havde jeg hørt mindstebarnet råbe på sin mor natten lang, mens FAR prøvede at få hende til at sove. Det er en slags trøst. Men i Sønnes verden, der er det nu engang far, der er superhelten.
SletUf, den er slem. Men hvis det kan være en trøst, er du ikke alene. Donnaen laver den også med jævne mellemrum, når jeg egentlig mener, at jeg har helt styr på et eller andet, så vil hun alligevel godt for en sikkerheds skyld liige konsultere sin far. Argh!
SvarSletPS: Jeg tror også på, at du er sej. Alene at svine afsted med et styk bar, tre styk tasker plus en lille håndtaske (og måske gummistøvler) indukerer da noget i den retning :-)
Tak... men du aner ikke, hvor uhyggeligt sammenbidt jeg ser ud, mens jeg trasker tungt læsset gennem vandpytterne. Prust.
SletMor er sej! Og tålmodigheden selv. Man skal ikke tro på alt hvad man hører fra en 4-næsten 5 årig :-)
SvarSletDa jeg kommer hjem fra arbejde siger hustruen: "nu tager du hende" om den to-årige. Men hun vil ikke. Hun skriger og vil ud til sin mor. Da jeg prøver at forhindre hende prøver hun at bide mig i låret!
SvarSletHun elsker stadig sin Mutti over alt i verden - men også mig og omvendt.