Vinterfanden viste sig at være et udmærket menneske

Det er mærkeligt med den her vinter; den er her lissom bare. Uden det føles som om, at jeg er ved at gå til at vinterdepression.

Det er ganske uventet. Jeg har fx brugt det meste af sommeren på at have forhåndsangst over, at der skulle komme endnu en vinter, og jeg endnu en gang skulle sidde og rådne op på en frossen pløjemark i forstæderne.

Men: Pløjemarken er ikke frossen, og jeg sidder ikke og rådner men stikker af i Lupoen, når det er nødvendigt. Jeg kan fx køre ind og mødes med gode mennesker og smukke naboer i noget urban setting:

Den her vinter er ikke sidste vinter (og det er godt, for jeg kunne ikke have klaret det én gang til. Det tror jeg virkeligt ikke, at jeg kunne).

Og måske hjælper det nogle gange at male et rigtigt grimt billede af fanden på væggen, fordi virkelighedens vinterfanden så ikke er helt så styg i sammenligning?