Set fra musehullet

Jeg sidder midt inde i en ondskabsfuld deadline og kigger ud på verden:

I Syrien går de store tilsyneladende amok på de små, og hvad skal vi gøre?
I Nordkorea får leder-Kim sin popstjerne-ekskæreste henrettet (smart!), sine eks-svigerforældre sendt i arbejdslejr og sin befolkning udsultet.
I Danmark går mine venner amok over lakridspiber, og jeg går med-amok, for det er sguda sjovt, og må vi måske ikke have det sjovt, bare fordi det går ad helvede til i resten af verden?
Og kære familiemedlemmer er alvorligt syge, og gode venner er i deres livs krise.
Og på et tacky værtshus drikker jeg en alt for sjælden torsdagsøl med en god ven, og vi snakker om den fysiske stresskvalme, vi føler, når vi åbner den bærbare computer for at arbejde og arbejde og arbejde, som om: Sådan er verden bare. Sådan er livet bare. Vi lever med det. Videre, videre.

Og jeg putter mig i min deadline og mit arbejde og tænker, at set fra mit eget lille og principielt utroligt priviligerede musehul virker det hele fuldstændig lige vanvittigt, ja, også de priviligerede mødres stress, og hvordan kan vi bare blive ved med at snakke om det hele på sådan en nå-sådan-er-det-bare-måde?

Måske overspringstænker jeg bare. Men jeg orker simpelthen bare ikke, at verden skal være så åndssvag (jo, det med lakridspiberne orker jeg godt. Men ikke resten).

Heldigvis har jeg en søn, der kun er sindssyg halvdelen af tiden. Den anden halvdel af tiden flyver han lavt over Beder, og det er virkeligt en trøst:

 

Og Mumford & Sons overdøver mine momentvis flyvende børn, der skriger og griner og sidder på gardinerne etc., så jeg kan nå den der deadline. Det er også en ægte trøst.