Fattigdomsangst, din bitch

Jeg har som den sidste dame i verden læst den her bog:

Og ja, der er rigeligt med Østerbrostress og tøjstress og min-mand-er-succesfuld-stress. Men hvis man kan leve med det (og det kan jeg, hvis jeg kniber øjnene sammen og lissom bare skimmer henover passagerne, hvor vi hører om halvkändissers kedelige sexliv bare fordi ha-ha, de er halvkändisser og om drømmen om jeans til 2000 kroner), og hvis man er en stresset freelancer med vel høje mor-ambitioner (og det er man), så er den dælme tiden værd. Af alle mulige grunde men ikke mindst fordi den bruger det fantastiske ord fattigdomsangst.

Jeg har gået og ledt efter det ord, rodet rundt efter det i mit eget ordforråd længe, for at beskrive, hvordan jeg har det. Og der var det så, ordet, og jeg er pissehamrende fattigdomsangst. Så jeg siger ja til 1000 opgaver og skriver 1000 fondsansøgninger (det er det værste!) og vågner med hjertebanken og håber, at vi har penge nok til at købe vintersko til vinter, og hvad skal jeg have på til næste møde, når jeg ikke har flere strømpebukser tilbage uden huller, og der ikke er råd til at købe nye?

Lige nu er der ikke råd til at købe nye. Eller: Sådan føles det i hvert fald. Om en måned eller to er der måske råd til alting igen.

Bogen påstår, at fattigdomstangst ikke rammer os, der er født i 1980 - eller derefter - men det er en stor, fed løgn. Alligevel er Julia Lahme min buddy i ånden, fordi hun også vågner med hjertebanken, og fordi hun også alligevel står op og smiler og tjener penge og smiler lidt mere og godt ved, hvor taknemmelig hun burde være for alting, og jeg føler mig helt hørt og forstået og normaliseret, fordi hun sætter ord på, hvordan det er hele tiden at prøve at jonglere alting og sætte pris på sin lykke og i virkeligheden bare ønske sig noget ferie og noget økonomisk stabilitet og noget mere rødvin og ikke helt vide, hvordan hulan man får et liv uden helt så høj puls.

Julia Lahme finder lissom løsningen og lykken, happy end, uden at jeg helt kan gennemskue hvordan. Jeg har ikke fundet min endnu.

But I will.

Bare vent. Og jeg skal nok lade være med at udgive en bog om det, når det sker. Med mindre det bliver virkeligt spektakulært.