"Var det ikke bare en fantastisk fødselsdag?"

“Jeg er bange for, jeg ikke kan holde fødselsdag!” sagde drengen i et klart øjeblik efter at have kastet op i stride strømme. Klokken fem om morgenen på sin fødselsdag.

Det kunne han godt, den lille store, men det foregik på langs og med rundstykker, gaver og film indtaget i en bunke sammen med sin bræksøster og et hav af (raske) gæster.

Med bræk hid og did fra begge børn.

Og alligevel: Det er det største i verden at blive fem år. På en måde er det også det største i verden at være mor til en, der bliver fem år. En delt førsteplads. Gaverne. Gæsterne. Kagerne, som man godt nok ikke kan spise noget af, hvis man har kvalme, men som man godt kan være glad for alligevel.

“Jeg har fået så meget lego, at det ikke engang kan være på mit værelse!” sagde han, og det var som om hans hår strittede ekstra meget af ren lykke og taknemmelighed. Han kunne næsten-næsten ikke tro sine egne ord. Så meget lego!

Og ængstelige mortyper behøver ikke være bange for, at fødselsdagen var en skuffelse på grund af lidt bræk. Næste morgen tidligt-tidligt kravlede den nu femårige i hvert fald ind på madrassen til sine bedsteforældre og sagde:

“Mormor! Var det ikke bare en fantastisk fødselsdag!”

Bemærk brækspanden i baggrunden. Og de store legokasser!