Stolthedsting. Lykketing.

Jeg slår jævnligt mig selv og bloggen og tilværelsen i hovedet med skyld. Skyld er mit foretrukne våben, faktisk, og kan hales frem og bruges til at slå (mig selv) i stort set alle sammenhænge: Hvis en ble bliver skiftet ti minutter senere, end godt er. Hvis et barn har haft en dårlig dag i børnehaven. Hvis de andre medlemmer af husstanden ikke spiser grønsager nok (og det gør de aldrig). Hvis børnene kommer for sjældent i bad. Eller for tit. Hvis cyklen cykler lidt for langsomt hjem fra arbejde. Hvis en velgørenhedsorganisation ikke får mønter nok i bøssen. Hvis nogen i avisen har gjort noget strengt, jeg egentligt ikke har indflydelse på. Hvis nogen dør i Afrika. Og så videre.

Men der er også en anden slags ting. Stolthedsting. Lykketing. Ting som er fine og dejlige, ting som fodrer skylden af med et stykke kage og en økologisk gulerod, så den ikke længere kan råbe ret højt. Lad os for én gangs skyld snakke om dem:

Bofællesskabet er sådan en ting. Af mange kortisolsænkende, saliggørende, "se-vi-har-udsigt-til-horisonten"-agtige grunde, men først og fremmest fordi det er det perfekte sted for børn. Mine børn. Nej sgu, alle børn i hele verden. Plads og luft og legekammerater og trampolin og gymnastiksal og høns og venlige voksenhænder og rammer der gør, at forældremenneskerne kun skal lave mad (åhsåøkomad) én gang om ugen. Og en havetraktor og et værksted og en busk fyldt med hindbær.

Anne-Anne er også sådan en... ting. Anne-Anne er min søster (dog ikke genetisk, men hvem hænger sig i dét - udover Lone Frank?) og passer BetteLiv tre dage om ugen, så hun ikke behøver komme i vuggestue. Endnu. Og det er sguda pissebesværligt kun at få sit barn passet tre dage om ugen - og oven i købet herhjemme. En beslutning der gør, at vi, som en journalistven har formuleret det, "jo for fan altid er lidt på røven." Men det er også lykken. Nej, Lykken, med stort L. Fordi BetteLiv griner og vinker og vil op, så snart Anne-Anne træder indenfor om morgenen fx. Og fordi vi ikke et eneste skyldigt lille øjeblik behøver at stresse over, om hun mon sidder i et hjørne og græder, uden der er en pædagog der ser det. Og så videre. Vuggestueudskydelses-Anne-Anne-tingen er uden tvivl det mest speltede arrangement, vi nogensinde har sat i søen, men det er saftsusemig også et af de bedste.

I weekenden havde vi besøg af rare mennesker (det yngste kendt fra vandreture med dobbeltvidunderet) og drak en masse rødvin. Det forklarer måske den rødvinskloge selvfedme i alt det her. Eller: Måske havde vi bare fat i noget af det rigtige, da vi efter tredje flaske vin konkluderede, at vejen til et rart liv hænger sammen med selv at (føle at man kan) vælge sine omstændigheder. Aktive valg og ansvarstagen, iggå, på den ikke-liberalistiske måde.

Jeg kigger på mine lykketing og tænker, nej, mærker, skisme, at vi har truffet gode og rigtige valg. Så har vi prøvet dét med. Og lige om lidt bliver jeg til Andrea Hejlskov. Det er OK.

BetteFolke-weekendgæst i midten af en lykkelig børnesandwich. Bemærk i øvrigt, at Livse laver sit babytegn for MERE.