Det værste ved Beder er kaffen. Det værste ved mine børn er, at de ikke kan sove.

Nåmen hvis jeg ikke var så alt-er-gråligt-og-de-sorte-rander-når-ned-til-rynkerne-ved-min-mund-TRÆT, så ville jeg nok følge op på al den snak om snore i hovedet og stressfridag og den slags.

Men det er jeg altså, grålig-træt. Der er nogle børn, der ikke sover. Og så videre.

Har jeg eventuelt skrevet det her indlæg før? Der må være noget fra en 2010-stykker, jeg kan genbruge. Se mig, ih hvor er jeg en træt småbørnsmor, det er cra-zy. Noget i den (velformulerede og originale) stil.

På en måde er det nemmere nu end dengang, da Sønne var på Bettes alder, og vi altid var trætte. Dels fordi, bum, vi faktisk ikke ALTID er trætte nu om stunder. Og dels fordi min krop godt kan huske, at den overlever det her. Hvilket gør følelesen "det går aldrig det går aldrig det går aldrig fuckefuck nu besvimer jeg ned i computeren/barnet/tøjvasken" lidt nemmere at holde i ave.

Måske er det også fordi, jeg har fået et mere liberalt forhold til fjernsyn og sukker? Og fordi jeg ved, der er nogen andre end os, der skal lave aftensmad i aften. Og at der er rester oppe i fælleskøleskabet, som jeg kan spise til frokost, så pyt med at vores eget trætte køleskab er pivtomt.

Hey, se lige hvor positiv jeg er ved at psyke-skrive mig selv til at blive. Jeg må hellere stoppe og drikke noget ringe kaffe, mens legen stadig er... dårlig.