Kærlighed, forkølelse og andre konsekvenser af manglende spejdersind

"Du har vist aldrig været spejder!" sagde Kontormakker kækt, da jeg dryppede ind på kontoret for ikke så længe siden. Mut og kold.

Jeg kunne fortælle, at jeg BÅDE havde været spejder OG sejlet på de syv verdenshave (eller i hvert fald et af dem), men at jeg alligevel ikke formår at aflæse hverken skyerne eller iPhone-vejrudsigten ordentligt. Og at jeg derfor var helt uforberedt på den styrtregn, der skyllede ned over mig og min sommerjakke og min nylonstrømper fem minutter efter Beder og cirka 45 minutter før mit kontor i nord-Århus. (Ja, jeg cykler meget langsomt. Giv mig en ny cykel og/eller kondition eller ti stille...)

I øvrigt havde jeg heller ikke regntøj med ud på det der verdenshav. Hvilket er virkeligt, virkeligt åndsvagt, når man sejler på en lillebitte båd, hvor man ofte-ofte bliver spulebruset af meterhøje bølger. På den anden side bliver man så nødt til at låne sin med-matros' sejler-regntøj, og en-to-tre, før man har set sig om har man to børn og bor sammen med med-matrosen i et bofællesskab i Beder.

Måske er det simpelthen min underbevidsthed der tror, at der kommer gode ting ud af IKKE at være beredt? Måske har den ikke forstået konceptet forkølelse? 

Måske snakker jeg kun om både og verdenshave, fordi jeg har udsigt til en pisseueksotisk parkeringsplads i regnvejr, og fordi jeg fryser ret meget i mit våde tøj.

Hm.

To gode konsekvenser af at færdes i verden uden regntøj.