Creeps og kyllingedeller

Manden har investeret i Meyers Almanak. Og efter at have brugt nogle timer på at bladre igennem dens cirka 45.000 sider, må jeg konkludere to ting: Dels at vi har lige præcis INGEN af de ingredienser, der skal til, og dels at den bog giver mig de vildeste livstilscreeps. Lige fra det matte, lækre papir og indlednings-sort-hvid-billedet af Meyer omgivet af hele sin lykkelige familie med sne i håret til de sygt mange formaninger om selv at gå ud i naturen og plukke ramsløg og muslinger og havtorn og andet godt. A la "den her tang kan ikke købes i butikkerne, og den kan kun samles, når der har været storm, men intet giver en tilfredstillelse som selv at samle sin egen mad i naturen." Hold nu kæft, altså.

Ikke et ondt ord om ramsløg og muslinger og havtorn og tang. Jeg har selv levet nogenlunde af de ingredienser dér (minus ramsløg, plus roer og brændenælder) engang for 1000 år siden i et irsk bofællesskab. Før det blev trendy og nyt og nordisk, men bare var gammelt og irsk og billigt. Nå, det er en anden historie, pointen er bare: Jeg har intet (principielt) mod selv at samle min mad i naturen, og slet intet mod at spise efter årstiden. Det er fint-fint. Men når det der årstidsspisning og naturindsamling og nordisk-lækkerhed-rigtighed bliver så stort og bombastisk og systematisk og dogmatisk og det-eneste-saliggørende-og-se-min-mad-den-ligner-noget-fra-NOMA-agtigt, så går jeg i trods. Jeg bliver fem år og får lyst til at leve af Coca Cola og vandede jordbær fra suspekte drivhuse i Sydspanien. Hvilket jeg brugte meget lang tid på at gå og hvisle til Manden (der bare var en sulten og kvalitetsbevidst og i øvrigt er reklamefotograf og derfor syntes, det var den smukkeste bog, han længe havde set).

Så tog jeg en dyb indånding og lavede Meyerske kyllingedeller med youghurtdressing (minus persille, rasp og de mest tidskrævende stadier i tilberedningen). Nå. Så er det, jeg må sige: Jeg kan godt lide, at have ret. Men jeg kan endnu bedre lide god mad. Og det ville have huet mig vældigt, hvis Meyers mad på en eller anden måde var kedelig eller børnefamilie-uegnet eller direkte uspiselig, når nu jeg sådan gik og hadede på den Almanak. Men for fan, altså. Det er det bedste aftensmad vi har fået i et år. Mindst.

Konklusionen (for sådan en skal der jo være) er vel et eller andet i retning af, at jeg må leve med de utroligt smukke billeder og formaningerne om at lave salat af bøgeblade i stedet for iceberg. Og så se at få noget mere af det Meyer-mad dér. Og at I skal køwe den bog, hvis I (som de sidste to i Danmark) ikke allerede har gjort det. Det er ikke bare Frøken Jensen tilsat livsstil. Det er grumme god mad.