De nye venskabers mester og betvinger. That's me.

Jeg havde glemt det: At jeg begynder at råbe, når jeg har drukket tilpas meget alkohol. Til gengæld har jeg aldrig været sådan en, der over-krammer, når jeg er fuld - før nu, altså. Råb og kram gik udover en stakkels gymnasiebekendt, der selv startede samtalen på Hr. Bartels meget sent lørdag nat:

Bekendt: Hey, hvad laver du her? Altså HER, i Århus!?

Mig (krammer den bekendte): JEG BOR HER!

Bekendt: Du bor her? Jeg bor her også! Æh, har du børn og sådan noget?

Mig: MASSER, MASSER! I ØVRIGT KUNNE JEG VIRKELIG GODT BRUGE EN KØBENHAVNERVEN! VIL DU VÆRE MIN KØBENHAVNERVEN, æh, J.., æh...

Bekendt: Du kan ikke huske, hvad jeg hedder vel?

Mig: Du hedder... JAKOB! DU VAR KÆRESTER MED HENDE DER... OG VENINDER MED, æh, LINDA! HEJ JAKOB! JAKOB, VIL DU VÆRE MIN KØBENHAVNERVEN? JEG HAR VIRKELIG BRUG FOR EN KØBENHAVNERVEN I ÅRHUS, JAKOB!

(Og her krammer jeg så lige Jakob, min nye københavnerven, der ser en anelse forbløffet ud)

Bekendt: Hæ, jeg hedder ikke Jakob. Jeg hedder JAN. Men jeg vil godt være din københavnerven.

Så krammer jeg Jan-Jakob farvel og løber efter resten af selskabet, der måske-måske-ikke er gået, fordi jeg står og råber sådan.

Fedt.

Hvis der er nogle expatrierede århuskøbenhavnere, der læser med, så - ja, jeg vil gerne være jeres ven. Jeg har brug for en københavnerven i Århus. Jeg er flink og rar og god til at drikke shots og råbe højt, når jeg er fuld. Og jeg tror aldrig, jeg hører fra Jan-Jakob igen.

(En slags disclaimer: Før der nu er nogen, der begynder at hade mig, fordi de tror, jeg elsker københavnere mere end jyder og andet godtfolk: I don't. Nogle gange er det bare rart at drikke ølkaffe med nogen, der ved, hvordan det føles at flytte i den fuldstændigt modsatte retning af alle andre - fra en stor by til en lille. Hvordan det er at vokse op med følelsen af, at ens egne omgivelser helt naturligt fylder sendeflader og avisspalter og alting. Mens man selv cykler forbi Christiansborg og Danmarkshistorien hele tiden og i øvrigt vælter sig i turister (jo!) og evigt relevante studiejobs... hvorefter man flytter til provinsen, der max får to linjer på side 17 i Politiken, og hvor de dygtige piger i klassen arbejder nede i bagerbutikken i stedet for ovre på Miljøministeriet. Hvor vi  pludselig - på godt og ondt - lever omme bag det officielle, udvendige Danmark, væk fra mediernes og turisternes søgelys og Danmarkskort. Og hvor vi for første gang skal forholde os til de mindreværdskomplekser, de bagside-fornemmelser dér har medført helt op på kommuneniveau fx i form af bizart grimme højhuse. Jeg kan godt lide Århus, iggå, og jeg bor her blandt alskens vidunderlige jyder, men jeg er jo for hulan stadig københavner indeni. Hvad det så end betyder. Og det giver en underlige følelse af midt-i-mellem-hed, som hverken århusianerne eller københavnerne forstår. Måske nogle Ægte Immigranter fra udlandet? Måske Jan-Jakob? Jeg skulle virkelig ikke have råbt sådan af ham.)