Efter Sønnes fødsel sagde de kloge, at jeg skulle indstille mig på at sige farvel til amningen. Jeg havde smidt en masse blod, og ingen blod ingen mælk. Det var så løgn. Jeg havde mælk nok til en halv vuggestue og/eller det grimme springvand nede på Storetorv. Og konkluderede naturligt, at ligegyldigt hvad hulan jeg blev udsat for, ville dét aldrig blive et problem.
Host.
Giv mig én dag alene hjemme med BetteLiv og larmende, støjende, mellemørebetændte, feberhede-skal-holde-sig-indendøre-hvor-Bette-ikke-kan-sove Sønne... og der bliver slukket for hanerne. Herligt. Sundhedsplejersken siger, at jeg bare skal sørge for at sove en middagslur, så skulle dét aldrig blive et problem igen.
Hahahaha. Ha.
Det var kun et par timer om aftenen. Bette tog det pænt. Og der er mælk nok igen til allemand og så videre.
Men alligevel: Det er tilsyneladende hårdere for kroppen at have (hele) to børn end (kun) to liter blod tilbage i kroppen.
Kender godt det der stress-relaterede mælkestop. Wierd er det. Jeg havde ellers også en produktion så effektiv, at jeg overvejede at kontakte ARLA og få kontrakt som malkeko. Men ved det mindste stress - så var der lukket for hanerne
SvarSletMen jeg stressede også en masse med etteren! Der er bare et eller andet over tobørns-stress, der er helt sindssygt... (hvordan overlever folk tre børn. Hvordan?!)
SvarSlet