Tre år. Med Sønne. Uden søvn.

 

Nej, det er ikke BetteLiv, selvom det ligner. Det er Sønne. Som han så ud, da han var BetteSønne. Nu er han kæmpestor og iført hjelm og værktøj og løber rundt og siger "det er min fødselsdag i dag, det ER det."

Det er det så ikke. Men det var det i forgårs, og det var så dejligt på tre-års-måden, at jeg godt kan forstå, at han vil have fødselsdag hver dag. Pandekager og racerbaner og biler en masse og elskede mennesker og sådan.

Ohyes.

Tre år. Hvor vi ikke har sovet. Og det er her, den allerbedste fødselsdagsgave kommer ind i billedet: DRÆN. Som han fik dagen før sin fødselsdag, og som allerede har medført markant bedre søvn og en spritny personlighed ("tak for den mad mor, det ser LÆKKERT ud. Alletijers."). Og, selvfølgelig, meget dårlig samvittighed til moren, der lyttede til den praktiserende læges "ja, der er lidt på ørene, det går nok snart over." Det har lægen jo sagt i over et år nu, mand! Og jeg som ellers er så doktorskeptisk. Hvad skete der for ikke at gå til en Rigtig Ørelæge noget før?! Den rigtige ørelæge sagde i øvrigt, at det så sygt skidt ud, og at der oven i dræn skulle penicillin til både udvortes og invortes og ikke mærkeligt, at drengen tilsyneladende hørte dårligt. Prust og støn. Sidste vinter prøvede Flødebolle-Louise oven i købet at overbevise mig om, at dræn var løsningen på alle vores problemer. Og jeg lyttede til lægen i stedet. Dumt. Dumt. Dumt.

Nå. Men bedre sent end aldrig. Og i virkeligheden ville jeg jo bare skrive om fødselsdag og tre år og søde, søje Sønne, der vendte op og ned på alting, den novembereftermiddag, han ankom til verden med et imponerende hyl. Intet har været det samme siden.