GUIDE: Sådan overlever du turen til fjerde med to små børn, to tasker og to bæreposer

Allerførst har du naturligvis sørget for at sætte tasker og poser ind i opgangen - altså før du kørte barnevognen de par 100 meter om i gården. Det er helt afgørende at spare på energien for at overleve det her.

Nuvel. Ind i opgangen. Opknap jakker og oplyn flyverdragter som det første. Tøm for Guds skyld ikke postkassen. Nøgleordet er FOKUS. Drop alle diskussion med snart-treårig om, hvorvidt han skal gå op selv. Det fører ingen steder. Løft ham i stedet op på første repos - den med døre, ikke den med vinduer, som han med stor sandsynlighed vil åbne og eventuelt forsøge at springe ud af. Bær derefter lift med bebs op på næste repos - den med vinduer - og stil liften dér. Hun kan ikke springe nogen steder, og du forbliver i drengens synsfelt. Meget, meget afgørende. Derefter går du ned og henter tasker og poser og stiller på samme repos som babyen. Under hele seancen fortæller du naturligvis muntre historier, der får drengen til at glemme sin lyst til at sparke til opgangens døre. Historien om Lille KylleRylle ("Det fille det falde i min hovedskalle") virker godt for os.

Ifør dig de to tasker (forhåbentlig er der tale om én rygsæk og én skuldertaske) og bær børnene forskudt fra repos til repos under stadig munter historiefortælling. Bæreposerne lader du stå til din kæreste (eller en anden god gang) - de skulle blot lidt op af trappen, så de øvrige beboere ikke faldt over dem ved indgangsdøren. Bliver mælken sur, bliver mælken sur. Det her handler om overlevelse.

Allerede på første sal melder første krise sig. Drengen begynder at sparke til dørene og råbe højt, og du kan mærke dit pulsslag i ørene på en ny og faretruende måde. Buk ikke under endnu. Sig til dig selv "det er OK. Det er hæsligt lige nu, men vi er snart oppe." Smil stort til de omkringliggende børn. Det er ikke deres skyld.

Husk i øvrigt på en videre færd at værdsætte lugten af sved, der på imponerende vis trænger ud gennem din tykke uldjakke. 

På anden sal melder krise nummer to sig. Drengen, der ikke kan gå opad, begynder at gå nedad. Du hører måske dig selv hæve din (gispende) stemme. Gør det ikke. Og undertryk for alt i verden trangen til at råbe af ham, at du jo for hulen BÆRER ham op, selvom han udmærket kan gå, og at han i øvrigt godt kan lade være med at råbe på den måde. Nævn i stedet Bamses Billedbog eller et andet attraktivt børneprogram, er venter på toppen af bjerget. Og hold fokus selvom bebsen er ved at gnave sutten i stykker af sult. Det er ikke nu, hun skal have mad. I skal op, før nogen stikker af.

På tredje sal er dit synsfelt formentlig imponerende lille, dit bækken gør ondt, dine kinder brænder, og din hivende, hylende vejrtrækning gør det umuligt at forsætte med Lille KylleRylle. Det er OK. Drengen har alligevel mistet interessen og er begyndt at græde. Du overvejer, om det måske alligevel ikke var bedst at hoppe ud af et af vinduerne. Det er ikke nu, du skal sige til dig selv, at "det er OK." Så kommer du bare til at råbe af dig selv (og dine børn), at det kraftstejlemig ikke er en skid OK, og at du hader dig selv OG ungerne OG højhuse OG lejepriser OG din Mand OG hele verden. Don't do it. Bid tænderne samme. Slæb. Snart er i oppe. Snart.

De sidste 18 trin foregår i en slags forpustethedsdøs med spændende sølvflimren for øjnene, så den behøver du ikke bekymre dig om.

Og vupti! Du er på fjerde.

Well done.