Min svigermor mener, det er fordi, vi ikke gør tit nok rent i køleskabet.
Den lader vi lige stå lidt.
Min Mutti mener, vi kan klare det med en særligt vidunderlig vitaminpille. Og selv er jeg ganske overbevist om, at det skyldes trækken fra veluxvinduerne.
For Sønnes vedkommende har snotten tilsyneladende slået sig på hjernen. I hvert fald kalder han mig det ene øjeblik "kære søje mor" og rydder sine biler op og insisterer, som den eneste i husstanden, på at støvsuge hele lejligheden - godt nok uden at kunne se ud under sin hjelm. Men alligevel. Det næste øjeblik finder han min jakke frem og skriger "Du skal gå sin vej, moah! Gå ned på gajen og FALDE!"
Jæsjæs.
Når BetteLiv ikke har travlt med at snotte/spise sine tæer/spise alt farvestrålende, hun overhovedet kan få øje på, fodrer hendes kære søje mor hende med hokkaidomos, hirsegrød og andre samvittighedsretter. Hun accepterer på sådan en lidt resigneret, halvfornærmet facon.
Vi har en spændende, spændende tilværelse. Hvor det er vigtigt at tage max et kvarter ad gangen, ellers kan det godt blive lidt uoverskueligt.
Hvorfor skriver jeg ikke noget om børnehaver, spørger I. Jo, altså. Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Alt. Og der er måske noget lys for enden af tunnelen. Men det har jeg absolut ikke tænkt mig at jinxe ved at skrive om det, så det må vi lige vende tilbage til engang omkring 1. december. Iggå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar