De er søde om dagen

OK. Så jeg ligner i udpræget grad en træthedskanin: Helt bleg og med røde øjne. Og gulvet gynger og der er mistænkeligt sort i yderkanten af mit synsfelt. Og så videre. Til gengæld ser mine børn nogle gange sådan her ud:

Og storebroren prøver at trøste lillesøsteren, når hun græder ("Liv siger noget. Hun trænger til biler. Jeg henter biler til hun!") Eller hiver i sin mors trøje - så den går i stykker faktisk - fordi jeg skal skynde mig at give hende mad.

Så det går nok. Håber jeg.