Hvordan blev jeg SÅDAN en mor?!

Sønne kiggede medlidende på mig, da jeg vaklede ud af sengen med småbitte øjne og meget uglet hår.

"er du svim... Er du svimmel, mor?" spurgte han.

"øh. Ja," svarede jeg. Nu med lidt større øjne.

"Er det fordi du ikke har spist noget mor?" spurgte han så.

Og igen: "øh. Ja."

Hvordan blev jeg svimlemor? Shit. Jeg vil ikke være svimlemor, og jeg vil slet slet ikke være sådan en mor, som en snart tre-årig behøver bekymre sig om. Ikke at han nødvendgivis gør det, altså bekymrer sig. Han har nok bare hørt sin far stille spørgsmålet lige lovligt mange gange på det seneste. Håber jeg. Det trænger bare ligesom bedre ind når det kommer fra Sønne end fra Faren.

Og nej, jeg er ikke blevet spiseforstyrret, og jeg har heller ikke sat mig selv på en eller anden syg sultekur (selvom jeg stadig går i ventetøj...). Jeg har bare to børn og syv vaske tøj og titusind bleskift og så meget kaffe på kanden, at det er nemt at glemme at spise. VAR nemt. NU skal der spises.