Falske læger. Falske diagnoser. Falske strubehoster.

Sønne er syg. Som sagt.

Vi snakkede med en doktor på en svensk vårdcentral, som kaldte det astmatisk bronkitis og udskrev recept på medicin for den slags. Som vi fyldte i drengen, mens vi sukkede, fordi vi troede, han for længst havde fået bugt med det astmastads.

Da vi ringede og meldte ham syg i vuggeren i morges, sagde de, at det nok nærmere var mund-fod-og-hånd-syge (mund-og-klov-syge for mennesker?), for det havde alle de andre børn. Og det passede nogenlunde med feberen og den ikke-eksisterende appetit.

Så snakkede vi med en århusiansk læge. Skræmt af mund-og-klov-sygen og den fortsatte søløvehoste og feberhed-hed. Og lægen sagde "well, tja, det har nok hjulpet, at han er kommet væk fra den svenske brænderøg, for i hvert fald er han ikke astmatisk mere, og det er svært at sige ret meget om ret meget." Agtigt. Godt så.

Og endelig dukkede sundhedsplejerske-farmoren, tidligere sygeplejesker på en børneafdeling, så op. Og sagde, at der absolut ingen tvivl var i hendes erfarne sind: Drengen har IKKE astmatisk bronkitis. Han har falsk strubehoste.

Personligt tror jeg 100 procent på farmoren og 0 procent på lægerne. Og uanset hvad kompetente mennesker i vores familie vil kalde hans hoste, vil jeg kalde den en nasty motherfucker. For den får den stakkels dreng til at græde og hulke og kaste op og næsten ingenting spise. (I dag insisterede han dog på - trods bud om chokolade og is og andre underlødige ting - at spise fuldkornspasta og tørt rugbrød. Efter ikke at have spist noget i en lille uge. Bare ærgeligt at det hele så kom op igen i et hosteanfald.)

Lige om lidt bliver han rask.

Fordi jeg siger det. Fordi jeg ikke kan holde ud at høre ham hoste på den måde, og fordi jeg bliver sindssyg af, at han løber rundt på vægge og lofter. Hostende. Og fordi Manden og jeg skal arbejde i København på torsdag og ikke har nogen andre end vuggeren, der kan passe ham...