Da jeg var gravid med Sønne, havde vi for det første et fjernsyn og for det andet tid og overskud til nogle gange at kigge på det. Også på reklamerne. Og hver gang Merrild-reklamen (eller var det Gevalia?) rullede hen over skærmen, begyndte jeg at græde. Musikken, iggå. Og menneskerne der lissom helt tydligt elskede hinanden og havde det godt og havde tøj på i sådan nogle hjerteskærende, duschede farver.
Jeg tuder ikke så meget denne her gang. Der er ligesom ikke rigtigt tid til at være helt så hormonella - med én undtagelse: Når Manden og Sønne ligger inde i sengen og fortæller historier (ja, begge to) om katten og lorten og pandaen eller læser bøger om gravkøer og gravkøer og flere gravkøer. Så tuder jeg. I drømmer ikke om, hvor søde de er. Selv helt uden underlægningsmusik og kaffeduft.
Jeg hylede mig også igennem sidste graviditet, for solen skinnede, alle mennesker var smukke og videre i den dur. Denne gang er jeg kold som jordbæris. Helt og aldeles følelseskold.
SvarSletHvor er det dog skønt, at du værdsætter det. Det er faktisk rigtig sejt. Jo mere vi nyder det dejlige omkring os, jo mere kommer der af det. Det er en naturlov eller så'n noget.
SvarSlet