Indlæg nummer 100: Virtuella and the real world

Når jeg skriver om mit alter ego speltmor Irmelin, putter min mutti spelt i bolledejen for sjov.

Når jeg skriver om en vis madordning, kommenterer børne-ramte veninder lystigt på facebook.

Når jeg skriver, at bebsen er en pige, skriver ikke-børneramte veninder fluks tillykke på mail. Og i øvrigt blev graviditeten mailgratuleret af en ældgammel kollegieven, jeg ikke har snakket med i årevis!

Når jeg skriver oms søvnløshed og sygdom kommer Æbækka eller Englemutti forbi og tager en nattevagt.

Og når jeg præ-offentlig-graviditet skriver gode råd til andre gravide (...), regner Karl & Æbækka straks ud, at jeg vitterligt ER gravid...

Når jeg skriver om søster, kommenterer hun på SMS. Og når det hele fremstår helt ad helvede til, ringer hun med omsorgsfuld bekymring i stemmen.

Når jeg opfordrer til at donere penge til fattige mødre, er der rent faktisk nogen, der gør det.

Når jeg skriver om boligproblemer, træder det halve Danmark til med sympati og hjælpe-løfter på alle de nævnte platforme - det gælder i øvrigt også mennesker, jeg aldrig har mødt, men som jeg alligevel kender en lille smule fra det her besynderlige Narnia kaldet Blogland. For eksempel Astrid.

I love it!

Jeg elsker de nye bekendtskaber, der fungerer på sin helt egen forunderlige, semi-fortrolige blogagtige måde, hvor man kender hinanden fra blogs og kommentarer.

Og jeg elsker, at den skive af virkelighed, jeg præsenterer alverden for i tide og utide, giver savnede venner indblik i en hverdag, de ellers slet ikke ville følge med i... og giver dem lyst til at hjælpe, kramme, kommentere, skrive og så videre på alle tilgængelige medieplatforme, så en travl & træt mutti alt i alt får fyldt noget i de slunkne socialiseringsdepoter.

Altså hvis DET ikke er feel good tværmedialitet, så ved jeg ikke, hvad det er.

Jeg er blevet et lidt gladere menneske af det her bloggeri (og at det falder sammen med, at jeg faktisk er begyndt at sove lidt skader jo ikke). Tak, iggå. Og skål!