Ikke mere ghetto. Please

Jeg har tilbragt tre lykkelige år i beton tæt på Urbanplanen og blev råbt efter af skumle typer, hver eneste gang jeg gik alene hjem fra natbussen. Jeg har tilbragt en lykkelig Amager-barndom med the occasional spændende ghettoindslag så som at få sprøjtet tåregas i hovedet i skolen. Jeg har boet tre semi-lykkelige måneder i en lejlighed på 24. sal i Shanghai, hvor vi havde stoppet toiletpapir i samtlige sprækker ved vinduerne - og hvor gardinerne alligevel blafrede, så den ret nyfødte Sønne blev helt forskrækket.

Altså, jeg er vildt priviligereret og kommer fra en socialklasse-plus-baggrund og har fået en lang videregående uddannelse. I know. Men jeg synes, jeg har aftjent min ghettoværnepligt. Det synes jeg virkelig.

Samtidig råber min kronisk sorte samvittighed, at hvis nabo-ghettoen er god nok til de hundredevis af mennesker, der bor der, ja, så burde den også være god nok til mig. Især når det lissom er der, det er muligt dels at få fingrene i en lejlighed, dels at kunne betale huslejen og stadig få mad på bordet. Men... jeg får ondt i maven af at tænke på at bo i betonen med to små børn og kigge ud af vinduet og ikke få øje på andet et parabolantenner, der hjælper alle andre med at drømme sig langt væk, og på drankerskuret nede ved Fakta. Jeg. Har. Virkelig. Ikke. Lyst.

Der må da være nogen derude, der har en fætter/bedstemor/fjern bekendt, der tripper for at fremleje os en midtby-lejlighed?
Eller som bor alene i et stort hus og drømmer om at udleje overetagen til en rar familie med stor interesse i gravkøer?
Eller som skal ud at rejse mindst et halvt års tid fra 1. maj (hvor vi ikke længere har Carport eller tag over hovedet), og gerne vil udleje sit skur/rækkehus/kolonihavehus?
Eller som er ved at sælge og gerne vil udleje for at slippe for dobbelt-huslejen?

... og som ikke vil have ret meget mere end 8000 kroner for herligheden?! Og gerne mindre.

Host. Please. Ghetto og noia ville blive verdens tristeste, sorteste, bitreste barselsblog.