søndag den 13. februar 2011

Der er dage...

hvor det er ret umuligt at folde hysterisk to-årig tilpas meget sammen til, at han kan proppes i flyverdragt

(efter morgenmad indtaget med trodsaldersirenen slået til på den virkeligt øresønderrivende måde)

og hvor bussen er tom, på nær 70+ dame og 70+ mand

og buschaufføren ikke vil hjælpe med at bære barnevognen ind, fordi det står i reglerne, at han ikke må

men hvor han gør det alligevel, mens han holder lang formanende tale

og 70+ dame bakker op med: "Jamen så må du jo gå - han MÅ jo ikke vel"

og hvor jeg bliver lettere køresyg af at kramme bus-utilfreds dreng

og hvor barnevognshjulet triller af

og drengens kinder bliver rødere og rødere af vind og sne

og hans humør, forståeligt, bliver dårligere og dårligere på den højlydte måde

og jeg farer vild trods medbragt kort

og der ligesom er ekstra mange bakker i Århus

og ekstra mange tårer i drengen

hvor jeg tænker: "ok, det der billede af mig med glad baby på hoften og glad toårig ved hånden, smilende i stand til at håndtere offentlig transport og tobørns-liv i smart tøj uden sorte rande under øjnene i en duft af nybagt brød og generelt overskud (og efter at være flyttet helvedes langt væk fra vuggestuen og alverden pga. sindssyge lejlighedspriser i midtbyen) - ja, det er måske ikke så skiderealistisk."

PS Skulle der være nogen derude, der ligger inde med a) en bil b) en billig lejlighed i midtbyen eller c) et mere overskudsagtigt gemyt, jeg kan udskifte med mit eget - ja, så siger jeg tak. TAK.

4 kommentarer:

  1. På sådanne dage (og dem har vi også herovre i varmen) har man bare lyst til at kravle ned under et tæppe med en kop varm kakao. Og så hjælper det bare slet ikke spor at være fuld at ekstra hormoner..

    SvarSlet
  2. Præcis. Vi skulle nok bare være blevet hjemme og se Bamse og Kylling...

    SvarSlet
  3. Dumme gamle 70+ dame, sikke da en bemærkning!

    SvarSlet
  4. Forresten, faldt tilfældigt over denne sætning på midttrafiks hjemeside:
    Klapvogne og barnevogne
    Klapvogne og barnevogne kan du få gratis med, hvis chaufføren vurderer, at der er plads. Indstigning med vognene foregår ved de afmærkede døre. Når du skal ud med vognen, så sig det til chaufføren eller tryk på barnevognsknappen ved perronen. Chaufføren har ikke pligt til at hjælpe dig på og af med vognen.

    Der står sgu da ikke at han IKKE MÅ hjælpe!!!

    SvarSlet