"Ih, det ligner et forvokset kolonihavehus! Og med stokroser!" (Søster)
"Du skrev, I boede i et parcelhus! Nu bliver jeg næsten helt skuffet... Her er jo hverken fuldmuret dobbeltcarport eller noget." (Anne Von Jelling)
"Det ligner sguda overhovedet ikke et parcelhus. Der er jo gamle træer." (Film-Anne)
"Det er sådan lidt... svensk?" (Lena)
Og så er der en hel masse andre, der - både direkte og mellem linjerne - har sagt noget i denne her dur: "Jamen hvor ER det bare godt, at I ENDELIG flytter fra den UTROLIGT lille lejlighed. Så kan Sønne ENDELIG få sit eget værelse, det er MEGET bedre for hans nattesøvn/selvstændiggørelse/livskvalitet (find selv på flere)."
Men, tænker jeg så, da vi boede i lejligheden, var der jo ingen, der snakkede om størrelse og selvstændiggørelse og så videre. Betyder det, at vi kan forvente stor lettelse - både direkte og mellem linjerne - når vi fraflytter fremlejeslottet til fordel for noget større/mindre/mere centralt/mindre centralt/mere permanent? Jeg spørger bare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar