I lommen på trættemor

Jeg kan mærke vuggestuepesten i halsen. Og høre den boble og kradse i næsen på Sønne. Det er ikke kønt. Jeg kører den velkendte hvis-jeg-ignorerer-det-forsvinder-det-nok-strategi. Det giver pote godt én ud af ti gange.

Det gode er, at man lissom har tid til at gå i dybden med sig selv, sin navle og sine egne lommer, når man alligevel bare sidder lidt selvmedlidende i sofaen og forsøger at overspringe sig væk fra oprydningen. Her er, hvad jakkelommerne gemte (eksklusiv en telefon, der er brugt til at tage det - indrømmet flotte, skarpe og velbelyste - foto med, en sut der nu sidder i munden på mirakuløst sovende Sønne og et æble, jeg er godt i gang med at spise):

Ja, jeg kan godt rotere det, så det er til at se det topspændende indhold. Men så er der en af jer, der må komme og rydde op. Og lave te og ae.

Til jer, der undrer jer over det store antal billetter til hovedstadens transportmidler, kan jeg kun sige: Tak for, at I overhovedet gider kigge på billedet, for det første. Og, for det andet, jeg har været på fly-by i København en gang om ugen den sidste måned. Ikke et ondt ord om København eller alle mine smukke, søde og intelligente venner og familiemedlemmer. 22 timer ad gangen (med i snit mindst ti timers arbejde og seks timers transport) er bare for lidt til rigtigt af nyde noget af det, ikke.

Og øreringene... altså små børn + ting der glimter og glitrer + intakte øreflipper. Det kan ikke lade sig gøre. Så det er med at hale et par op af lommen på cyklen om morgenen (nødvendigt for at aflede fra sorte rander) og huske at putte dem tilbage i lommen senest 14.25.

Der er stadig ingen, der har fjernet stuerodet. Nu gør jeg det dælme.