Besjælet af Carsten Jensen og hårdt prøvet af Paludan Müller

Når jeg cykler opad, kan det være hvor som helst. Det er alligevel svært at finde overskud til ligesom at nyde landskabet eller reflektere over vegetationen.

Men når jeg cykler nedad... ! For dælen. Paludan Müllers Vej, bjergvejen, er ubetinget den grimmeste vej, jeg nogensinde har boet i nærheden af. Og jeg er fra Amager, så jeg er ikke sart. Har boet tæt på Urbanplanen og alt det. Og på en gade fyldt med afskallede, lyserøde huse og rotter (!) i Guatemala.

Men Hr. Müller slår det hele. Hans vej er så trist og grim, at jeg ikke ved, om tårerne i øjnene skyldes den bakke-betingede modvind eller sorg over det underlige sammensurium af barak-agtige butikker, ukurante parkeringspladser og højhuse med alt for små vinduer. Og Storcenter Nord der i al sin gråhed ligger på lur bag nogle camouflage-egetræer. Og facaderne der ligner bagsider i stedet for forsider, og reklameskilte og butiksnavne der lader til at være fabrikeret på den samme, uinspirerede dag i 90'erne. Og ikke være blevet vasket siden. Midterrabattens forkølede, lyserøde blomster, der bare understreger, hvor tæskegrimt resten af inventaret er. Og beskidte lygtepæle der minder om, at selv om natten vil den nedadcyklende blive konfronteret med... alt det stads.

OK. Nu gik der Carsten Jensen i den. Men jeg mener det sørme. Jeg undlader at vise jer et foto af rent og skært æstetisk hensyn (og en lille frygt for, at jeres øjne vil fanges af alle de træer, der trods alt gør deres bedste for at omdanne Via Dolorosa til en form for allé). Og jeg er - i helt bogstavelig forstand - begyndt at cykle i en stor bue udenom Den Grimme Vej. Jeg er i forvejen i det melodramatiske hjørne om morgenen, og den gør kun ondt værre. Nej, så stik mig tusindsporede Randersvej fx. Vi har det meget, meget bedre sammen.