Nogle gaver er tunge at bære

Jeg ligger i sengen.
Med plukkeveer.
Med kvalme.
Med ondt i bækkenet.
Med udsigt til et forsømt forår.
Og uden - sådan virker det i hvert fald - nogen reel mulighed for at sygemelde mig sådan for realz.

Det er alt sammen rimeligt hæsligt og rimeligt forventligt.
Overraskelsen er, at jeg ikke er bitter. Bitterhed er ellers en følelse, der kommer meget let til mig. Meget let. Jeg var fx pænt bitter under det meste af graviditeten med BetteLiv, fordi jeg dårligt kunne bevæge mig og i øvrigt boede på fjerde sal, og var det måske ikke utroligt strengt gået af universet?! Når nu alle andre mennesker bor utroligt meget bedre og med haver og til næsten ingen penge og fede jobs og i meget mere mobile kroppe, hva'!?

Og nej-nej, jeg er ikke i kvidrende overskudsagtigt humør 24-7, vel. Der er dage, hvor jeg kun kan finde ud af at kigge ind i Netflix og slet ikke på mine børn. Eller hvor jeg vrisser arrigt af alle Mandens forsigtige forsøg på at planlægge en mulig fremtid, hvor jeg har det sådan her de næste ti uger.
Nok er jeg tyk, men jeg er ikke blevet til Buddha.

Til gengæld har jeg grund-forstået noget meget vigtigt, jeg tidligere kun har vidst med hovedet og ingenlunde med min ømme krop:
Jeg er priviligeret. Fuldstændig vanvittig priviligeret. På alle mulige måder og parametre:
Vi kan få de børn, vi vil have. Det er bare at beslutte sig, og et par dage eller måneder efter er jeg gravid. Og går som regel tiden ud, selvom symptomerne kunne pege i en anden retning.
Vi har - indtil videre - kun fået sunde og raske børn. Store, tykke, robuste babyer uden andre problemer end noget ørebøvl.
Vi er alle sammen sådan i det hele taget sunde og raske og glade.
Vi har seks (!) bedsteforældre, der - selvom de ikke svømmer i tid - nyder at være sammen med vores børn, når de kan.
Vi bor - omsider - i jordhøjde. Oven i købet et sted, som vrimler med legekammerater og økologisk mad og udsigt ud over markerne...
Vi er ikke rige (faktisk er økonomisk stress den største stressfaktor sårn lige pt.), men det er i det store hele et valg: Vi har valgt at hente vores børn tidligt. Vi har valgt at lave en del af vores film og andre opgaver for kunder, der ikke svømmer i penge. Vi har valgt - løbende - at rejse vores småbitte opsparinger op. Det kan lade sig gøre, fordi vi er enige, Prinsegemalen og jeg, om sådan cirka alle grundlæggende værdier, og fordi vi er så sygt svineheldige at bo i en del af verden med daginstitutioner og barselsdagpenge og alt det dér.

Og nu skal jeg nok stoppe, før jeg begynder at snakke om krigen i Syrien og taknemmeligheden over græsset der gror. Moralen er bare: Selvom nogle ting er tunge, tunge, tunge at bære, betyder det ikke, at der ikke kan være tale om en gave.
Og selvom noget af den nye, zen-agtige livsindstilling ganske givet hænger sammen med et preggo-højt oxytocin-niveau, betyder det ikke, at det ikke er fedt.