onsdag den 6. april 2016

GODSUPERGOD

- Hvordan har din dag været? spørger jeg, da han kommer løbende ned ad trappen i SFO'en (bemærk, hvor ultrapædogisk-bevidst jeg er om ikke håbefuldt at sige "har du haft en god dag, hva' hva' - har du?!"... om at give ham chancen for selv at vælge de passende adjektiver).

- GODSUPERGOD! siger han og hopper op i armene på mig a la dengang, han lige var startet i børnehave og vejede cirka det halve.
- Vi har spillet SÅ meget fodbold, og jeg har lært at heade til en bold der var 60 meter oppe i luften!

Og jeg siger sejt og svinger ham rundt, selvom min virkeligt tykke, ømme krop egentlig ikke kan bære hans 21 kilo på den måde. Og alle de mest idylliske og gyldne instagram-filtre lægger sig blødt om os og SFO'en, og nogle skruer ned for larmen fra alt for mange børn på alt for lidt plads, og Livse bliver smittet af det gode humør og griner og griner, og jeg sværger, det virker som om, det hele foregår i slow-motion til blid strygermusik.

Sådan kan det også være. Jeg har øvet mig så meget i at rumme hans svære følelser, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal stille op med hans glæde.

6 kommentarer:

  1. ...og dér fik jeg en lille tåre i øjenkrogen. Så fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis man sku' vælge et sted at skrive 'the end' med skråskrift, ville det klart være dér. Jeg sad lige og læste gamle skole-indlæg og fik selv mere end én tåre i øjenkrogen.

      Slet
  2. Åh, hvor er det dejlig læsning!

    SvarSlet
  3. Åhhh, hvor dejligt! Håber der kommer mange mange flere GODSUPERGODE dage :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det håber jeg også! Det veksler lidt, men så længe der er godsupergode dage i mellem, skal det nok gå.

      Slet