Drugs, jeg vil ha' drugs

Lige på den anden side af den stiplede linje mellem kernefamilien og resten af verden ruller livet af sted, helt gruopvækkende og chokerende og tungt. Det her er ikke en cliff hanger eller noget; der kommer ikke mere info om den sag. Jeg skriver kun om mine egne sager, nemlig, og i forbindelse med lige denne her lige-uden-for-kernefamilien-sag, er sagen, at jeg craver. Jeg har et udpræget afhængighedsgen, og det vrider og vender sig i hver eneste celle i min krop og råber på ØLVINTEQUILA, på uendeligt hurtige løbeture med blodsmag i munden og tanketomhed, på pludselig at begynde at ryge, på at deltage i heftige boksekampe mod granvoksne mænd. Alt sammen dulmende aktiviteter der er helt forbudte og umulige, når man har maven fuld af Sidsten og i øvrigt er så immobiliseret, at det er hårdt bare at vralte op til spisesalen. Uden blodsmag i munden, helt fyldt med tanker i hovedet.

"Nå, men hvad hjælper så?" spørger I spændte.
Og jeg må skuffe og sige, at det meste af tiden er der ikke rigtigt noget, der hjælper noget som helst. Men heldigvis: En lille del af tiden er der noget, der hjælper. Ret meget endda. For eksempel:

Elementary på Netflix. Har desværre set alle sæsoner nu. Det samme med Bones. (Og det er så her, I byder ind med andre videnskabsinspirerede, lidt ha-ha, lidt kærlighed, stort set altid afsluttede mysterier/krimigåder-serier, ja.)

Slik. Det bliver forbudt for gravide om et øjeblik, og det er det tætteste jeg kommer på ægte drugs pt. (Og jeg som ellers havde planlagt at gro den sidste baby på ren spinat, mandler og positive følelser. Nu bygger jeg hende, celle for celle, på en diæt af Brugsens bland-selv-slik og Kick. Og kaffe med koffein.)

Den Sure. Altså bloggerdamen. Som ikke engang længere er rigtigt sur. Men som kan mærke livet lige lovligt stærkt og helt sikkert godt sætte sig i behovet for at dulme.

Nye venner. Det er mirakel at få sig sådan nogle i min tårnhøje alder. Og så under disse vrisne omstændigheder! Og så i forstæderne! Men skidegodt når de gamle venner er dårlige til at tage telefonen (modsat mig, der altid... eller. Vent. Ærhm. OK. Men de burde kunne læse mine tunge tanker! Lugte dem på lang afstand!). Nye venner er et skidegodt koncept i det hele taget. Jeg er ikke hårdere ramt, end at jeg sagtens kan sætte pris på et mirakel, når det indtræffer. Faktisk.

Grædende venner. Altså sådan nogle, som man indvier i den chokerende del af livet dér på den anden side af den stiplede linje, og så græder de. Fordi de hopper lige ned i empati-hullet, selvom det er et træls sted at være. Grædende venner er (også) mirakuløse.

Almindelig taknemmelighed. Altså, det kan jeg jo ikke styre. Overhovedet. Meget af tiden er det mere noget med almindelig vrissenhed, almindelig vrede og almindeligt behov for ølvintequila etc. Men en ok del af tiden er jeg faktisk... ok taknemmelig. Taknemmelighed er mindre effektiv end rødvin men langt bedre end ingenting. Og jeg er taknemmelig - over Netflix og slik og blogs og empati, selvfølgelig. Men også over BetteLivs bløde kinder om morgenen, Sønnes gode (eller endda GODESUPERGODE) dage og hans fregner og hans lyse hår, over forår og markudsigt og mine egne i stigende grad excellente bil-skills.

Og nej. Der er ingen pointe overhovedet. Udover jeg eventuelt lige om lidt kører af sted i min Lupo for at købe slik. Og alkoholfri øl.