Sygeplejersken i modtagelsen: Ja, så du er her for at blive sat i gang!?
Mig: NEJ. Jeg er i uge 28.
---
Jordemoder nummer 1, i venteværelset: Dig - ja, dig - du er vist i fødsel. Kom med mig!
Mig: NEJ - vent... Jeg er i uge 28.
Jordemoder nummer 1: Hm. OK. Kom nu bare med mig op på fødegangen.
---
Jordemoder nummer 2, ved fødegangen: Dig - ja, dig - får du hjælp? Du ligner én, der er i aktiv fødsel.
Mig: NEJ - vent... eller jo. Jeg får hjælp. Om lidt, tror jeg.
Jordemoder nummer 2: Du kan stå op ad skranken. Det er rarere, når man har veer.
Mig: NEJ. Nej. Sidst jeg stod op ad lige præcis den skranke, fik jeg et barn cirka tre timer senere.
Jordemoder nummer 2: Og det vil du ikke have nu? Jeg sørger får, du får hjælp om lidt.
Jordemoder nummer 3: Du er i fødsel, hører jeg! Kom straks med mig.
Mig: JEG ER I UGE 28! VI KOM, FORDI JEG HAR DET SKIDT - VI RINGEDE, I SAGDE "KOM." JEG ER OVERHOVEDET IKKE I FØDSEL!!
Jordemoder nummer 3: Og det er du helt sikker på? Du ligner én, der er i fødsel...
---
Jeg VAR overhovedet ikke i fødsel. Blev vi alle sammen enige om til sidst, efter strimler var blevet kørt og hjertelyd målt over lang, lang tid, efter det var blevet diskuteret længe i plenum præcis, hvordan alle mine mange plukkeveer føles, og efter svaret på mange spændende blodprøver var kommet tilbage fra laboratoriet.
Hvad så? Jeg er bare syg på dødskvalme-trætheds-måden. Og har en mave så stor, kinder så røde og et åndedræt så overfladisk, at alle professionelle umiddelbart vurderer mig som værende pænt i gang med at føde et sundt og færdigt fire-kilos-barn. Better safe than sorry og tak til velfærdssamfundet, hypeventilerer jeg taknemmeligt for mig selv. Det er den her spændende graviditet i en nøddeskal. Jeg har fået fuld valuta for skattepengene og tilbragt helt uhyggeligt meget tid på Skejby. Prust. Vi ses snart hvislede jeg ud gennem tænderne, da vi endelig vaklede hjem - fra fødegangen - efter virkeligt mange timer. For det gør vi.
Haha! Ja undskyld, jeg griner - det skyldes formentlig, at jeg er på så lang afstand af mine graviditeter, at jeg næsten (men også kun næsten) har glemt, hvordan det hele tiden var at få at vide, at jeg var "kæmpestor", lignede en, der "kunne føde når som helst" og andre pænt irriterende kommentarer. Altså lige bortset fra, da jeg så endelig rent faktisk skulle føde, og sygeplejersker og jordemødre mente, at jeg da måtte have "laaaang tid igen". Typisk!
SvarSletMen uge 28, eggå - så ER der jo ikke lang tid, til I ses. Hvor er det spændende. Og ved vi, hvilket køn du ruger på? :-
Jeg ruger på en pige! Men (ud fra den MEGET hidsige aktivitet i maven samt scanningsdamernes problemer med at måle hende...) er hun lavet i samme aktive form som sin storebror.
SletI øvrigt skal folk simpelthen tage og lære, at det eneste, man må sige til gravide, man lige har mødt er: Nej hvor spændende! Hvor SER du godt ud!