Hornfisk

Håhrnfisk. Ikke hornfisk, men håååhrnfisk. Så gennemjysk, at jeg måtte sige "hvad siger du, skat?" og så en gang til "Hvad? Hvad?!"

Det var dér, det gik op for mig. Med et PLING - en ægte sjælden aha-oplevelse:

Jeg er mor til en forstadsdreng et sted i Jylland.

En lykkelig forstadsdreng, der - når han bliver lige så stor som de lykkelige forstadsdrenge, der havde fanget de mange hårhnfisk, han snakkede om - formentlig spiller fodbold flere gange om ugen og tager på fisketur og ønsker sig en knallert.
Som skal med en af de blå busser, hvis han skal noget som helst andet end at spille fodbold eller fange fisk.
Eller som skal køres i bil til alting. Af sin mor.
Som går i fritidsklub med de samme fodboldsspillede, fiskende, gennemjysk-talende drenge, som han også går i skole med.
Og bliver konfirmeret med nede i Beder kirke.
Som sniger sig ned i Brugsen på Beder Torv og køwer snolder og brezeers. 

Glimrende, alt sammen ikke? God Bedre Beder - herfra hans verden går. Det lyder ikke så skræmmende, egentlig, nu hvor jeg skriver det ned. Et godt børneliv, ikke sandt?

Men alligevel det var skræmmende, da han sagde hårhnfisk. Jeg så det hele i et sjældent tv-serie-agtigt glimt: Fodbolden, kirken, fritidsklubben. Og jeg så alt det, der ikke er en del af ens børne- og ungdomsliv, hvis man siger hårhnfisk og bor i Beijer:
Klassekammerater fra et bredt udvalg af villaer, lejligheder, betonghettoskotøjsæsker og tidligere kollektiver
Naboer i alle aldre og hudfarver
WOOOOWmanden nede foran Amager Centret
Klatindkøb hos araberkøbmanden
Mangfoldige og helt selvstændige skole-research-ture til ambassader, avisredaktioner, Folketinget og den slags. Endda Børsen. Hvor vi stjal wienerbrød. For læreren var ikke med, og vi kunne hurtigt cykle vores vej igen.
Søndagsture på Glyptoteket og ned under Christiansborg og mange andre steder, vi gjorde en dyd ud af at hade
Uendeligt mange ture op og ned i Illums glaselevatorer. HOP råbte vi og var vægtløse et lillebitte øjeblik.
Visheden om at være midt i alting og alligevel kunne cykle hjem, altid.

Det er ikke nostalgi, selvom det lyder sådan. Det er bare sådan det er. Eller rettere, det er bare sådan, det bestemt ikke er, hvis man er sådan en, der siger hårhnfisk.

Og det kan godt være en ret trist erkendelse, hvis man selv bare siger hornfisk og er virkeligt glad for ambassader og araberkøbmænd.

PS Da jeg var præcis så gammel som Sønne, sagde jeg jåårdbær i stedet for jordbær. Så flyttede vi til København. Det må vi snakke om en anden dag.

PPS Håhrnfisk har nogle virkeligt seje turkisgrønne ben. Det var derfor, vi måtte blive ved og ved at snakke om dem. Og gemme dem, benene, så vi kunne vise dem til far.