torsdag den 21. oktober 2010

Er der nogen, der kan huske, hvordan man overlever en vinter?

Engang for længe, længe siden besluttede jeg sammen med min daværende lejlighedsfælle og nuværende sambo-i-hjertet Maris at gå til modangreb på vinteren, før den rigtigt gik i gang. Angrebet bestod først og fremmest i en stor planche i gangen, hvor vi - når inspirationen greb os - skrev overlevelsesstrategier og lyspunkter med sprittusch: Sne. Varm kakao. Kys. Og en hel masse meget sjovere og mere effi, som min muttihjerne har glemt.

Jeg prøvede at lave øvelsen igen, nu med Manden. Men vi var ikke særligt krea. Mere sådan lidt trætte i det. Vinterdeprimerede allerede. Og jeg kom ikke i tanker om nogen af de mange gamle planche-punkter, der i min erindring har vokset sig store og geniale. Altså sne, kys og kakao er jo meget godt, men der skal altså mere til at komme igennem 17.000 måneders kulde og mørke. Og man kan jo også kysse om sommeren, så det tæller næsten ikke.

"Hvorfor er det nu, vi bor i Danmark?" spurgte jeg Manden, efter brainstormen for længst var opgivet og vi cyklede rundt i kulde og modvind på ringvejen.

"På grund af familie," svarede han.
"Jeg kan virkeligt ikke komme på andre grunde."

Altså det kan jeg jo godt om sommeren, ikke. Komme på andre grunde. Men der er der jo heller ikke flyvedragtshelvede, hver gang vi skal udenfor, mørke morgener, snottede næser og... alt den anden vinterbrok, der næsten er det allerværste ved vinteren. Jæs. Og fordi jeg mener, at man ikke har ret til at brokke sig ret længe, før man forsøger at gøre noget ved problemet (jamen det mener jeg faktisk!), har jeg købt nogle anti-vinterdrugs, som jeg håber fjerner enten vinteren (please!) eller i det mindste snotnæsen:


Sønne spytter sine gustne jordbærvitaminer ud, men han er jo også i godt humør nærmest uanset hvad (putninger undtaget). Nu må vi se, om de hjælper på moren. Ellers må jeg købe sådan en dagslys-lampe. Eller bestille en afbudsrejse til de varme lande. Eller måske der er nogen derude, der kan komme i tanker om, hvad der bør stå på overlevelsesplanchen?

3 kommentarer:

  1. Se, jeg kan komme på mange gode grunde til at bo i DK, men derfor er kulden og mørket trist alligevel.
    Jeg er meget jule glad. Jeg er allerede i gang med at planlægge jule indkøb, skønt det nærmest ikke engang er blevet efterår her (det er rart, men også sært). For mig hjælper alle de små nisser og lyskæder en hel del på vintermørket. Og så er der jo muligheden for at gense Jul på slottet..

    SvarSlet
  2. Åhja. JUL! Det er sandt. Det kommer fluks på listen!

    SvarSlet
  3. I Montreal er der -40 grader om vinteren. Måske ikke helt så psyko-mørkt som her, men så er der jo altid Norge, Sverige og Finland, for ikke at tale om Svalbard. Jeg synes det hjælper meget at tænke på hvor hårdt de andre må have det rundt omkring...
    Jeg prøver at huske hvad der ellers stod på planchen. Sex, øl og tv-serier (uden dårlig samvittighed) springer frem for mit indre blik.
    Og hvad med hækling (det er nu altså ikke en sommer eller forårsaktivitet!), brevskrivning til long lost samboer og bagværk?
    Vi har købt en lyslampe. Dvs. galleren købte den så snart han så lyset svinde sidste efterår. Jeg har på fornemmelsen den virker for i morges var jeg eddike-vintermørke-morgensur og blev faktisk i bedre humør hen over müslien og det blåblege lys der skinnede mig i hovedet, hvilket ikke plejer at ske...
    Anyways. Lad os genoplive den planche i næste weekend når jeg kommer.
    /maris

    SvarSlet