Så kom jeg i tanker om det: Jeg elsker Silkeborg!

Carporten er mere bloggerustabil, end godt er. Det er snottens skyld. Til gengæld kan jeg huske, hvad det var, jeg tænkte på, sidst jeg satte mig til tastaturet: Det var LANDET. Jeg har været der, altså på landet, og det er et meget dejligt og meget venligt sted. Prøv det.

Lidt mere præcist: I søndags kørte jeg med (verdens langsomste) tog til Silkeborg for at interviewe én om noget krig. Og for dælen... altså Silkeborgsøerne, iggå. Det er ikke løgn, når de siger, de er pæne. Togturen var ren efterårssafari i bumletempo gennem søer og bakker og træer og rødgule farver på den allermest terapeutiske måde. Selv teenagerne ved siden af mig var venlige og venligt stemte overfor søerne:
"De er nu syge nok, søerne," som den ene sagde.

Så fulgte turen med buschaufføren, der gjorde alt, hvad han kunne for at finde ud af, hvor jeg skulle af. Hvilket rejseplanen naturligvis havde fortalt mig på forhånd, men han var ikke enig og kørte masser af kilometer med blikket rettet bekymrende ned i busplanen og ikke ud på de små snoede veje, mens han konfererede med mig, medpassagererne og den rejseplan, jeg havde affotograferet fra skærmen derhjemme med min iPhone...

Endelig var der selve interviewpersonen, der var imødekommenheden selv og - efter timevis af interview - endte med at køre mig af de samme snoede veje tilbage til stationen, så jeg ikke skulle stå i kulden og vente på søndagsbussen i timevis. Jeg kan virkelig godt lide Silkeborg!

Apropos mere end almindelig pæn efterårsstemning, så ser der sådan her ud på min cykelvej om morgenen. Silkeborg er rød-gul, Århus-bjerget er mere sårn blåligt: