Indvandrer forever? Eller noget om geografinoia.

Med fare for at fornærme folk, der har Rigtige Problemer, vover jeg pelsen og sammenligner nu officielt mig selv med en Ægte Indvandrer. Jæs. Sådan en med et ben i hver lejr. Sådan en der er splittet mellem to kulturer og ikke er helt rigtig i nogen af dem.

Nej, jeg er ikke ved at afsløre en hemmelig tyrkisk fortid eller noget i den dur. Det er bare den gamle sang om at være jyde-københavner og københavner-jyde (alt efter hvor jeg nu lige befinder mig). Det er - i hvert fald nogle gange - træls. For nu at sige det på mit nyeste sprog.

Thi i Århus savner jeg københavnervennerne (og de utallige emmigrerede jyder), la familia, jobmulighederne und so weiter.

Og i København savner jeg - især når jeg forestiller mig en fremtid i byen - århusvennerne, den anden halvdel af familien og (hold nu godt fast, så jysk er jeg nemlig blevet!) skov, strand, luft, haw, lave huse og all that landlige jazz. Og hvor jeg i starten af mit nu mere end tre år gamle jydeliv kom hjem til København, ved jeg snart ikke mere, hvilke verber jeg skal bruge. For jeg kan jo godt mærke, hvad der sker med københavnervenskaberne, når de ikke bliver vedligeholdt i hverdagen og vandet med kaffe og øl. De visner. Ikke dem alle sammen, men flere, end jeg synes, er sjovt. Andre venskaber kan ligesom stå på en form for standby, mens der ventes på tilbageflytning til hovedstaden. Men hvad nu hvis jeg ikke flytter tilbage? Hvad nu hvis Jylland bare er det land, hvor jeg skal blive gammel og leve lykkelig til mine dages ende?

Jeg er ikke sikker på, det er ret sundt at tænke ret meget over det her. Men jeg kan ikke lade være. Jeg kan godt lide København. Jeg kan godt lide Århus. Jeg savner ting og især folk begge steder. Er jeg efterhånden så jydificeret, at det vil være stort set samme situation - bare med modsat fortegn - hvis vi putter Sønne og resten af vores liv og ejendele i flyttekasser og rykker til København?

Suk. Det hele kom sig af, at jeg hørte et program om tyrkiske indvandrere. En vigtig pointe var, at førstegenerationstyrkerne i årevis gik rundt og sagde: "Når vores børn er færdig med folkeskolen, så tager vi hjem." Og "når vores børn er helt færdige med deres uddannelser, SÅ tager vi hjem." Og "når vores børn er flyttet hjemmefra, SÅ tager vi hjem." Og pludselig en dag gik det op for dem, at de var blevet gamle i det land, de ikke ville blive gamle i. At de aldrig kom hjem. Og de affandt sig med det, og lever nu nogenlunde lykkeligt til deres dages ende.

Ved I hvad... jeg gider ikke gå rundt og sige sådan der i 30 år. Jeg vil gerne snart vide, sådan helt ned i maven, hvor vores base er om fem år. Og så kunne sige: Det her er vores lejr og vores kultur og vores jazz. Tak.