Var det ikke noget med, at Kierkegaard engang sagde noget i retning af det her: Det eneste som kvinden, der skyndte skyndte skyndte sig ud af det brændende hus, nåede at få med, var ildrageren. OK. Ikke ordret. Men næsten.
I'm that woman. Jeg er så travl, at jeg slet ikke kan huske, hvad det er, jeg skal. Og derfor blogger i stedet for... og snurrer lidt rundt om mig selv og klør mig i håret og snurrer mere rundt. Det bliver jeg jo ikke mindre travl af, vel.
Derfor har jeg også svært ved at svare på, hvad det egentlig er, jeg har så travlt med. Og hvorfor. Det er noget med mange deadlines på én gang. Noget med tidsoptimisme (en sygdom, jeg troede, jeg for længst var kureret for) kombineret med halvdårlig planlægning og til tider uforudsigelige arbejdsforhold. Noget med vidt forskellige steder og opgaver, hovedet forsøger at befinde sig på og løse på én gang. Og rigtigt meget noget med nogle ubekendte. Sådan noget med "aj, finder vi nogensinde den case?" og "hvorfor f... er der ingen eksperter, der tager deres telefon? Hvornår skal jeg SÅ snakke med dem?" og "kan man overhovedet lave artiklen på den måde - og hvor lang tid tager det i givet fald?" og "burde jeg ikke også...?" Og så videre i den dur.
Manden forsøger forsigtigt-forsigtigt at pippe nogle meget konkrete løsningsforslag. Så jeg morfer mig til en ildsprudlende drage (af den farlige ikke den nuttede slags), der forvandler alle forslag til aske på et nanosekund. Så nu giver han mig en (ligeledes forsigtig) krammer i stedet for og hælder cola i mit glas og vand på min ild. Jeg kan godt lide ham...
Og travlheden? Den skulle gerne løje af om et par uger. Så vidt jeg kan se ud gennem den tågede travlhedsbrille. Råb gerne op, hvis I ser mig trisse lallende ud af et grumme tidsoptimistisk spor om et par måneder igen. Og los mig eventuelt blidt over skinnebenet, hvis jeg ikke hører efter. Eller lav nogle af mine arbejdsopgaver, hvis der uforskyldt havner for mange på mit bord...
Åh, casefindning og eksperter, der ‘arbejder hjemme’ uden at tage deres telefon (surprise!), er bare noget af det mest nederen og stressende – det er derfor, jeg er blevet redigerende ... Held & lykke med det!
SvarSletTak! Har næsten helt dårlig samvittighed over, hvor tungt jeg tager den slags... burde man ikke som journalist have lidt mere hår på brystet og is i blodet? Well. I hvert fald rart, at jeg ikke er alene - og godt, at du har fundet en fix løsning :-)
SvarSletKom i dag til at fundere over et ret så enkelt energiregnskab: Når vi har overskud, kan vi give, Når vi har underskud, skal vi have. Og er vi nødt til at give, selvom vi har underskud (som de fleste forældre oplever det meste af tiden) ja - så må vibare gøre det så godt, vi kan. Og øve os på at være tilfredse med resultatet, selvom det måske ikke er lige så flot, som når vi har overskud. Hvor svært kan det være? (øhh!!)
SvarSletJamen Louise den anden - det er sandt. Og jeg har mindre dårlig samvittighed over travlhedsboblen end i tidligere travlhedssituationer. Måske fordi jeg ved, at det snart går over. Og fordi jeg bliver en lille smule klogere hver gang...
SvarSlet