I et desperat forsøg på ikke bare at være sådan en, der blog-brokker (og gør min bloglæsende mor helt bekymret med alt det sortsyn) kommer her hele fem ting, der er gode, rare og dejlige ved at være max gravid:
1: Kändis- og landsbyfornemmelser
Jeg har nu en størrelse (og gangart), der signalerer jeg-føder-snart-jeg-føder-snart-jeg-føder-snart til alle kvinder, der nogensinde har set en baby. Dét betyder, at alle kigger, smiler - og snakker til mig. Jeg føler mig berømt. Og sårn lidt her-i-landsbyen-kender-vi-alle-sammen-hinanden. Jeg kan virkeligt godt lide begge dele... måske fordi jeg er vokset op på Amager, hvor ingen rigtigt kigger på hinanden. Og måske fordi jeg ser sådan lidt leverpostejsagtig-helt-almindelig ud, når jeg ikke er gravid.
2: Skinnende hår
Ja, det er en fordel! I godt to år har jeg haft slasket, tyndt (og, som antydet, leverpostejsfarvet) mor-hår. Nu skinner det på den der dyre måde, som hår KUN kan gøre, hvis man køber shampoo til 600 kr - eller er gravid.
3: Æwlekinder
Nu vi er ved udseendet: Jeg ser sygt sund ud. Med runde, røde kinder, der nådigt tager fokus væk fra de sorte rande under øjnene.
4:Happy-go-lucky-ness on hormones
OK, så jeg har en kort lunte. Og jeg kommer tit til at se Scrubs og spise hvidt brød på tidspunkter, hvor jeg burde ordne og arbejde. Jeg brokker mig over trappen, selvom jeg har lovet at lade være, og jeg bider (hårdt!) af folk, der beder mig om at "knibe sammen lidt endnu". Und so weiter. Men jeg må godt! Jeg har alverdens trætheds- og hormonundskyldninger og kan tilgive mig selv for alle former for utidig opførsel så let som ingenting. Så det kan godt være, at jeg er Den Trælse Dame ind i mellem (host), men i det mindste slår jeg ikke mig selv og andre og verden i hovedet med det resten af dagen.
5: Evigt selskab på symbiosemåden
Det bedste til sidst: Der er så meget liv i Betteliv. Og det er voldsomt hyggeligt. Jeg har altid været den sociale type uden meget behov for alenetid, og nu slæber jeg min egen bette, maveskinds-morsende pal med rundt over alt. Meget, meget dejligt!
Ikke èt ord mere herfra om sammenkneb. Jeg glæder mig usigeligt - uanset tidspunktet.
SvarSletDejligt, dejligt :-) Den slags blogindlæg giver jo én lyst til selv at producere noget afkom (- hvis altså man havde haft en mand på limpinden, men det er en anden sag).
SvarSletOg må jeg så i øvrigt protestere over leverpostejs-selvironien! Det er godt nok år og dag siden vi sås IRL, men der er altså ikke noget falder-i-et-med-tapetet over dig, unge dame!
Taktaktak.
SvarSletOg det kan godt være, jeg ikke falder i et med tapetet. Men måske med de århusianske husmure? I hvert fald er det rart at være midlertidig kändis...