Det er da også vigtigere at time med venner end med eksaminer

Sønnes graviditet og fødsel var dét, man kan kalde rimelig dårlig timing. Altså, vi vil gerne have et barn. Sammen. Jeg skulle bare liige skrive et speciale først, iggå. Imidlertid blev jeg gravid, før jeg overhovedet var gået i gang med specialet. Og jeg gav mig til at føde midt i en planlagt flytning, og inden Manden havde nået at forsvare det semester-projekt, han lige havde afleveret. Tre timer efter, jeg selv var blevet færdig med en opgave og havde tænkt, at NU var det tid til barsel med bøger og benene oppe og det der, jeg har hørt folk snakke om ude i byen. Samtidig stod Manden og skulle til Kina i månedsvis, da Sønne kun var et par måneder gammel. Og som en fin bonus kendte jeg INGEN andre, der skulle have børn (jo én. Hun boede og bor i Slovakiet).

Nå. Af skade bliver man klog, jo. Så i barn-nummer-to-planlægningen sørgede vi for, at vi ikke skulle flytte midt i det hele, og at Manden kunne blive helt færdig med sin uddannelse.

Men enten er vi for optimistiske, for fertile eller bare for dårlige til at regne... I hvert fald endte vi jo som bekendt med at flytte og bor stadig i mildt kaos. Og Manden skal til sin afsluttende eksamen den 8. juni - i fald jeg ikke ligger og føder netop dér. Hvilket jeg meget vel kan ende med at gøre, terminen (11 dage senere) og de 10.000 plukkeveer taget i betragtning. Meget dygtigt.

Jeg er ikke en glasset-er-halvt-fuldt-type for tiden, overhovedet ikke. Jeg er for tyk, for træt og for travl. Men alligevel føles det som om, at Betteliv er lavet med smuk, smuk timing. Ikke kun fordi det a) er sommer b) ikke falder sammen med Sønnes sutte-afvænning eller børnehave-start. Men fordi, at ALLE andre også er gravide. Alle siger jeg. Med nummer et, to eller tre. Og alle skal føde stort set synkront med mig. I juni, juli, august og september. Og en enkelt vist nok i morgen eller overmorgen. De fleste er godt nok i København, men det er væsentligt tættere på end Slovakiet - hvor min slovakiske veninde i øvrigt har termin tre dage før mig.

Så jeg er glad. Og smiler mit bredeste tabusmil til alle dem, der siger, at jeg skal knibe sammen, så jeg kan føde på et for alle mulige andre passende tidspunkt. Betteliv kommer, når hun vil. Any day now. I weekenden havde jeg besøg af en af hendes kommende buddies, Viggo, pakket ind i min Sambo-i-hjertet-Marie:

Og nej. Vi har ikke koordineret navnene ELLER tænkt på Ringenes Herre og elverdamen og Aragon, da vi begyndte at omtale dem som Liv og Viggo. Det er i øvrigt min mave, der er uhyggeligt spids.