Glasset er en tiendedel fuldt. Det er bedre end ingenting

90 procent af tiden har jeg voldsomt lyst til at råwe og skrige og brokke mig. Over alt. Trapper og bækkenpjat og to-årige, der har tillagt sig en hundehvalpsagtig hylen OG hiver deres trætte, tykke mor i håret klokken halvsyv om morgenen. For eksempel.

De resterende ti procent er jeg Glade og Friske Mor, der er taknemmelig for to-årig, for tålmodig mand, for graviditets-timing, for at vores gård ser sådan her ud:

Og jeg læser Politikens Graviditetsbog med åbent sind og nikker, når de understreger, at dem med de løse bækkener skal passe på med at havne i en af de to velkendte fælder "jeg er en helt" og "jeg er en martyr". Og jeg sætter handling bag nikket og siger nej til ellers planlagte arbejdsopgaver for en venlig redaktør - oven i købet i telefonen og ikke i vanlig krysteragtig stil på mail. Og så bliver jeg totalt taknemmelig for at være blevet klog af skade og klapper mig selv på hovedet og spiser nogle lakridser og tænker, at nu kommer Søster Otanne oven i købet snart på besøg med omsorg, og sikke en fest det bliver.

Og så går der 30 minutter, og mit bækken gør ondt, og jeg har ikke nået noget af alt det, jeg trods alt skal, så jeg har lyst til at råwe og skrige og brokke mig. Jeg er en FEST at være kærester med for tiden.