Se mit liv:
Det er fyldt med sunde cykelture, sjove børn og meningsfuldt arbejde.
Arbejde som er fyldt med frihed, og som jeg er dygtig-agtig til, og som tilsyneladende kommer af sig selv, uden jeg skal gøre mig til. Og som jeg har tid til, fordi vi har prioriteret godt og sundt og bor derude i den friske luft med kig til horisonten og de sorte tal på bundlinjen - og Manden derfor kan tage over og hente og bringe og skrue ned for egen indtjening, når jeg er den med arbejdsbunkerne.
Og aftensmaden er økologisk, og hønsene lægger æg til os, som Sønne henter hver morgen, mens BetteLiv siger godmorgen til hestene med sine små, præcise babytegn. Og børnene er glade og søde ved hinanden.
Så jeg er en lykkelig dame omgivet af lykke, ikke sandt?
Well. Jeg er en dame fyldt med skyld og dårlig børne-tids-samvittighed. Og med udmattethed. Hvordan gør andre mennesker det her; arbejder tusind timer om ugen OG er sammen med deres familie OG deres cykel?
Og, værst af alt, er jeg fyldt med meningsløse tanker om, hvad folk mon tænker. Hvad mon pædagogerne i børnehaven tænker, når nu det ALTID er Manden, der henter og bringer?
(Da det altid var mig, der hentede og bragte, havde jeg også dårlig samvittighed over dét.)
Armen for fan. Maskinrum-Maria beskrev så fint, hvordan en stramt spændt snor af konstant utilfredshed og tænksomhed pludselig sprang i hendes hoved. Mit hoved er et virvar af stramt spændte snore, af knudret skyld og noia. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klippe over og muge ud. Og snorene og knuderne skygger for alle de fine ting, livet vitterligt er fyldt med. Og strammer om hjernen.
Det er noget fuck, og det er spild af god hverdagslykke.
Det er helt sikkert noget fuck. Og spild af hverdagsliv. Men det er meget præcist beskrevet!
SvarSletOg hvad fissan skal man gøre ved sit tankespind? Og sin drønen af sted?
Man skal lave om på grundlæggende ting i sit liv...
SletÅh. Det har vi jo gjort! Og det HAR også hjulpet. Bare ikke nok.
Den gordiske familie(hård)knude. Fandeme ikke nem at løse op... Måske skal man bare høre noget Shaka Loveless. Det er næsten forsøget værd. Jeg siger til, hvis det virker på den her side af Oddervej. Iggå?
SvarSletJeg afventer i spænding. Hvis der virkeligt ikke skal mere til, giver jeg en bajer.
SletJeg har en bog. Og én ret god en af slagsen. Den hedder Lykkefælden og er skrevet af en læge fra australien ved navn Russ Harris. Han er sej. Og bogen er intet mindre end fantastisk.
SvarSletOg hvis det er èn - kun èn bog i hele verden jeg kan anbefale, så er det denne.
Det er ACT - det nye hotte! I bogen beskrives Russ så klogt at vores evige jagt på hverdagslykke ødelægger netop vores hverdagslykke. Og om hvordan tanker bare afspilles i vores hoveder hele tiden. Og at de fleste tanker er negative - og at det er derfor vi som art har overlevet så længe. Hvis vi havde gået rundt i lykkerus hele tiden ville vi før eller siden blevet spist af løve eller måske nærmere en bjørn her oppe på nordlige breddegrader.
Nu når vi ved det, bliver det faktisk en lille smule nemmere...
Nu var det ikke tid til bøger du havde mest af. Så får vi håbe Russ kommer på lydbog så du kan få ACT-underholdning på cykelturen.
Og forresten.. jeg synes du er sej!
Tak. Jeg har hørt en lille (norsk) fugl synge om den bog før, tror jeg... eller i hvert fald om ACT. Og faktisk læser jeg bøger (dog hidtil mest skønlitteratur og rejseberetninger...) Fordi jeg ikke kan løbe direkte fra arbejdsmodus og ind i seng og falde i søvn. Så jeg vil gerne låne :-)
SletVille bare lige nævne at shaka loveless spiller på gyngen i aften. Der er håb forude : )
SvarSletACT er en underlig kombination af adfærdsterapi, neurobiologi og spirituelle strømninger fra Østen. Men meget hypet og populært. Skulle kunne kurere alskens dårligdomme deriblandt astma!
SvarSletHm. Den sang kender jeg godt. Jeg tror næsten, det er mig, der har skrevet Klagesangen Om Det Lykkelige Liv... Eller også er det ikke. Altså, vi er jo nogle mennesker, der bare har et skævt hoved til det her liv i det her årtusind. Med børn og krav og skidemeget at leve op til og helst helt op over. Og så for at toppe den helt op, så lægger vi lige vores egne krav og skyld-med-skyld-på og tårnhøje forventninger oveni hatten. Og så er vi nogle, der fik noget depression af at lykkes så skide meget. Nu behøver man jo ikke have en depression. Men man kan jo godt have det. Det føles sådan meget... udmattet, skyld og angst og høj puls. Aftener med tanker som 'håh, i morgen så er jeg en helt vildt meget bedre mor, fordi så har jeg taget mig tusind millioner sammen, og så virker det!!' Og så bliver det i morgen, og så er det bare det samme lort. Og så bliver man endnu mere udmattet, og tilsidst kan man komme til at drømme en ganske lille bitte smule om at skride. På mere eller mindre drastisk facon. Og det er dér, det bare ikke er nok med selvhjælpsbøger, lissom. Jamen, jeg ved ikke noget om ret meget, jeg ved bare, at når man har det alvorligt skidt indeni sit hoved, så skal man til at høre efter. Når andre sender én på fridage. Og så skal man muligvis vente med at læse mere Erik, indtil man har en chance for at kunne overleve flere ønsker... Men hey, we can do hard things, yeah?!
SvarSletDu er meget klog. Du ved ret meget om ret meget, selvom du selv siger noget andet, og du rammer hovedet på meget ømme søm.
SletOg selvhjælpsbøger i virkeligheden aldrig nogensinde nok. Erik læser jeg dog i forvejen ikke, han er blot flyttet ind som en slags permanent, kritisk stemme i mit hoved. Dét er et af problemerne med mit skæve hoved. Og med Erik er det ekstra paradoksalt, fordi han jo er hyperfortaler for fravær af skældud og kritik...
We can do hard things. Som i dette (og alskens andre) tilfælde ikke er at magte alle dagligdagens små hård-heder, men i stedet at hoppe ud af hamsterhjulet bare et lillebitte øjeblik og overveje, om hastigheden kan justeres.
Eller noget.
Tid er helt klart mit lykke-drug. Men hvor er den automat, hvor jeg kan trække en måned ud til at sidde og glo udover markerne og måske endda tænke lidt over, hvordan jeg kan få mit hoved til bedre at passe ind i det dersens senmodernitet og risikosamfund og kravkravkrav-tilværelsen?
Det var et rodet svar.
Tja. Du er jo selv ret klog. Og den der automat har jeg ikke fundet heller. Kun i de 6 uger, hvor jeg blev sendt ud af hamsterhjulet med en sygemelding i hånden. Det var ikke ret sjovt. Jeg fik kigget alvorligt meget på en parkeringsplads foran en Lidl et sted i Odense... Det er på en måde overvurderet, hvis du spørger mig, at sidde og glo på den måde. Det er faktisk federe at redde stumperne, før nogen sender en på dén mission. Og i virkeligheden er det vist bare det, jeg prøver at sige. At man skal stoppe op før parkeringsplads-niveauet. Fordi vi er nogle, der bare ikke er skruet sammen til at fortsætte livet i hamsterhjulstempo. Og fordi vi kan være udfordret på forskellig vis- med børn og behov/adfærd, som ikke bare kan slås op på side 54 i Bogen Om Børn, for nu at tage noget, man som mormenneske kan bruge virkelig meget tid på at spekulere over. Sådan et barn har jeg, for eksempel. Eller noget helt, helt andet. Der er så meget, vi kan bruge vores liv og kræfter på, det skal bare være det rigtige, ja?!
SvarSlet