Se mig. Jeg er Chris McDonald.

Nåmen egentlig var mit hoved fyldt med brokkeindlæg. Om manglende søvn og manglende overskud og manglende kærestetid og manglende fremtidsoverblik. Og så videre.

Men så cyklede jeg gennem skoven til gode, gamle Viby J. Der ligger cirka i samme afstand fra Beder som Rio. Og cyklen gav sig og knirkede, og jeg svedte op og ned ad bakker og så blodrødt inde bag øjnene og overhalede faktisk en enkelt, spandexklædt cyklist (dog på cirka 70, men lad nu det ligge).

Og hvad skete der så?

Da jeg først havde fået pulsen ned og sveden tørret af panden (og resten af kroppen), blev jeg helt... glad. Og følte slet ikke mangel på noget, men kramme-rummede begge mine søvnløse, snottede, sygt søde børn.

Det der motion, iggå. Det kan godt være, jeg hårdnakket har påstået noget andet. Men det holder. 

De søvnløse, snottede, sygt søde.

(Og til de seriøst trofaste læsere: True. Det er ikke første gang, jeg indser det her. Har været lykkelige Chris før. Kan bare kun bruge min krop til andet end at svinge rundt på børn og skrive på et tastatur, når jeg virkelig er tvunget til det.)